Hvad gør man, når man som region i Danmark føler sig overset? Når man føler total afmagt over ikke at kunne komme igennem til de folkevalgte på borgen? Når politikerne, der er valgt i ens egen region ikke engang interesserer sig for den? Når ministre aldrig kommer forbi – og når en regering ikke føler sig forpligtet på nogen måde af en tidligere regerings løfter? Sætter sig tilbage i stolen og affinder sig med det? Ikke i Næstved.
Her har en række af byens erhvervsfolk repræsenteret ved NæstvedEgnens Udviklingsselskab taget sagen i egen hånd – og købt sig til tid i den landsdækkende reklameblok på TV2. Så kan man da i det mindste få sat Næstved på landkortet og måske gøre sig håb om at få hul igennem til Christiansborg.
Problemet, som man ser det i Næstved, er, at man ligger i en yderregion – det er ganske enkelt ikke et sted politikerne har fokus på. Det er som om, at al udvikling sker i hovedstadsområdet eller i Jylland – og Næstved ligger ikke lige på vejen, så det er ikke en region, politikerne har med i deres overvejelser, når der skal etableres statslige institutioner, eller når der skal fordeles midler i trafikministeriet.
TV-spottet, der skal gøre opmærksom på Næstveds fortræffeligheder, bringes i TV2´s reklameblok i aften mellem kl. 18.10 og 18.30 i tilknytning til indslagene om statsministerens åbningstale i Folketinget. Spottet kan desuden ses på www.naestved.dk