Landets førende mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole påpegede forleden, at der qua en ændring i EU-lovgivningen nu var belæg for at forhindre, at TV3 og SBS sender tv efter engelske reklameregler.
”Der gælder et omgåelsesprincip i EU-retten. Det betyder, at en tv-kanal ikke kan omgå modtagerlandets reklameregler ved at sende fra et andet land med en mere lempelig lovgivning” lød den klare melding fra Oluf Jørgensen.
Men kulturminister Carina Christensen (K) har efterfølgende nægtet at gå ind i sagen. Det er imidlertid ikke en tilfredsstillende beslutning for Det Ny Public Serviceråd, der nu har bedt Radio og tv-nævnet undersøge sagen i håb om, at nævnets vurdering vil få politikerne til at se på sendetilladelserne påny.
– Radio og tv-nævnet er en uafhængig instans og derfor ønsker vi, at de går lidt dybere, og ser på, hvad der er rigtigt. Er det rigtigt, at der med en ændret EU-lovgivning er åbnet op for, at de nationale stater kan tvinge stationerne til at indordne sig under danske reklameregler, siger Preben Sørensen formand for Det Ny Public Serviceråd til business.dk.
Det er en række kunst- og kulturorganisationer, der i 2002 dannede Det Ny Public Serviceråd. Rådet har til opgave at skabe debat om indhold og kvalitet i medierne.
ac