Naked har gennem flere år søgt efter de rette personer til at starte et kontor i Tyskland, både på grund af markedets isolerede størrelse og på grund af interesse fra internationale virksomheder med hovedkontor i Tyskland – og nu er det lykkedes.
Den 1. april åbner Naked Berlin dørene under ledelse af Ingmar Janson, der er tidigere global CEO for bureaunetværket Scholz & Friends.
I en pressemeddelelse oplyser bureauet, at Nakeds nordiske del, som omfatter afdelinger i henholdsvis Stockholm og København, får ansvaret for at sparke den tyske satsning i gang sammen med Ingmar Janson.
Ørnulf Johnsen, der er managing Partner i Naked Nordic siger:
– Tyskland er den type marked, man drømmer om at komme ind på, og den kompetence vi har bygget op i Norden virker til at have stor appel i det tyske marked. Satsningen vil blive ledet og koordineret fra Stockholm, men afhængig af udfordringer vil der blive trukket på hele det nordiske team.
Ved opstarten til april er Berlin-kontoret bemandet med tre medarbejdere, men målsætningen er at være 10 medarbejdere ved årsskiftet 2011.
Åbningen af det tyske kontor er den anden satsning i 2010 i Naked-regi, der også for nyligt åbnede dørene for det første indiske kontor i Mumbai.
I Danmark har Naked været til stede siden slutningen af 2007.