En virksomhed med fart på: Markedsføring talte i forrige uge med Poul Nielsen, adm. direktør i Nanocover, om virksomhedens ambitiøse ekspansionsplaner og valg af flere bureauer. Interviewet udmøntede sig i en artikel, der kan læses i Markedsføring nr. 21.

I dag kom så en pressemeddelelse fra Nanocover, der fortæller, at Poul Nielsen er opsagt efter knap seks uger på posten. Baggrunden er ”store uløselige uenigheder omkring den facon, virksomheden skal anvende i udførelsen af virksomhedens strategi og ekspansionsplan”.

Opsigelsen bakkes ikke enstemmigt op i virksomhedens bestyrelse. Hovedaktionær i Nanocover og bestyrelsesmedlem Torben Jensen er uenig i at skulle tage afsked med Poul Nielsen. Men han er i mindretal og har derfor valgt at trække sig fra bestyrelsen.

– Vi vil allerede i dag starte processen på at finde en ny adm. direktør. Ændringen i ledelsen medfører ikke noget, der ændrer selskabets forventninger til årets resultat eller forventningerne til fremtiden, siger bestyrelsesformand, advokat Christian Johansen. peng.