Den danske økonomi har på det seneste oplevet et moderat opsving, og den tendens ser ud til at fortsætte, fortæller Nationalbanken i sin kvartalsoversigt for tredje kvartal. ”Selv om der er usikkerhed om holdbarheden af verdensøkonomien, ser det ud til, at produktionen i Danmark vil fortsætte med at stige de næste par år. Det vil også trække beskæftigelsen med op, men vi skal næppe vente en væsentligt lavere ledighed end den, vi ser nu,” siger nationalbankdirektør Nils Bernstein i en meddelelse.
Nationalbanken fortæller, at den regner med større vækst i det offentlige forbrug, end regeringen selv har angivet i sin seneste økonomiske redegørelse. Kvartalsrapporten indeholder dog også en beregning af, hvad der vil ske, såfremt den offentlige budgetoverskridelse i 2010 bliver modsvaret af besparelser på det offentlige forbrug i 2011 og 2012.
– Vores alternative forløb er et regneeksempel, der viser, at det er muligt at bringe det offentlige forbrug tilbage på det tidligere planlagte spor, siger Nils Bernstein i meddelelsen.
Borsen.dk