Det måtte jo komme. I USA banker Native Advertising gennem lydmuren – eller forsøger at gøre det. De store mediehuse skaber afdelinger for denne nye form for push, iklædt forjættende gevandter, og nu etableres Native Advertising Institute i Danmark.
Hvorfor?
– Som du selv indleder med, er Native Advertising det hotteste i USA lige nu. Budgetterne flytter i den retning, og fx Huffington Post og New York Times har skabt nye afdelinger til at håndtere mulighederne. Og flere og flere danske virksomheder efterspørger ydelserne, siger Jesper Laursen, stifter af Media Movers og Brand Movers, og nu altså også stifter af Native Advertising Institute i Danmark.
Genopfrisk lige min slidte hjerne. Hvad er Native Ads?
– Når vi indrykker indhold på medier, der minder om det, der i forvejen ligger på de pågældende medier, er det Native Advertising. Det er altså paid media, men skabt så det har samme kvalitet og troværdighed, som det indhold, der i forvejen tiltrækker læsere, seere og lyttere.
Svindel med en smuk facade?
– Nej-nej, gør virksomheder det, taber de Big Time. Forbrugerne gennemskuer det med det samme. Forbrugerne skal klart kunne identificere, hvem der er afsender, men det gør intet, at de kan det. Det er en styrke, når Native Ads eksekveres rigtigt. Forbrugerne hader jo ikke brands, men de hader svindel. Og endelig kan annoncørerne jo ikke lukrere optimalt på interessen, hvis de er hemmelige.
Den høje kvalitet
Hvorfor så egentlig skabe en ny slags reklame? Det er vel reklame, er det ikke?
– Det er afgjort reklame i den forstand, at her bygger vi brands, skaber loyalitet osv. Forskellen er, at Native Ads skal have en høj kvalitet, svarende til det medie, indholdet skal leve på. Og at afsenderen er generøs i sine Native Ads, at det ikke er ren produktinformation.
Advertorials i aviser og Advertiser Funded Programming på tv? Er det ikke Native Advertising?
– Jo, det er det, lige som sponsorerede post med godt indhold på de sociale medier er det. Man kan godt have en akademisk diskussion om, hvor grænserne går, og det er også det, vi skal med Native Advertising Institute. Her skal vi drøfte, hvordan vi gør det bedst til gavn for forbrugerne, medierne og brands.
Hvorfor er der behov for det?
– Fordi virksomhederne efterspørger det i stigende grad, og vi skal blive dygtigere til at levere dette effektive marketing-værktøj. Og fordi det ud over de traditionelle medier nu også har ramt de sociale medier med fuld styrke i takt med, at de har strammet skruen overfor den organiske reach.
Best practise univers
Så nu skal Native Advertising Institute være den platform eller den camouflage, der skubber Brand Movers frem som bedste danske virksomhed til det?
– Ha-ha, nej heller ikke det. Native Advertising Institute skal primært være den ramme, der faciliterer en debat om virkemidlerne, om best practise med et værktøj der meget snart erobrer betydelige dele af de danske marketing-budgetter.
– Til efteråret skaber vi den første store konference på dansk grund om Native Advertising. Brand Movers er bestemt ikke alene på podiet. Foreløbig har Carlsberg, Dell, New York Times, TV 2 og Times Inc. sagt ja til at deltage. Og vi håber bestemt, at en række af vore konkurrenter vil lege med. De skal nok få taletid.
– Du skal betragte Native Advertising Institute som et internationalt vidensunivers, hvor alle dygtige danske og udenlandske leverandører og virksomheder kan lære af hinanden, og om best practise af dette relativt nye værktøj. Der er global interesse, og vi ser allerede nu ud til at have solgt billetter til konferencen i en stribe lande rundt om os.
Summa summarum?
– Vi (Brand Movers og Media Movers, red.) tager vores egen medicin ved at være generøse i markedet. Vi skaber den ramme, der hjælper bureauer og annoncører til at blive bedre. Hvis der kommer forretning ud af det, siger vi ikke nej tak.
– Men det vigtige er, at alle aktører bliver bedre til håndværket, og det bliver vi ved at lære af hinanden. Jo dygtige vi er, desto lettere får vi kunder, og det gælder alle andre bureauer og leverandører, der vil lege med, slutter Jesper Laursen.
Læs mere her.