Mens content marketing buldrer af sted i USA, er virksomheder stadig tøvende i Danmark. Et aspekt af content-anvendelsen er Native Advertising, og netop værdien og kvaliteten af content marketing og Native Ads ønsker Jesper Laursen at fremme.

Det sker bl.a. via en undersøgelse om Native Advertising, han netop har sat i gang.

Og som er sat i gang samtidig med, at han har stiftet the Native Advertising Institute i Danmark.

Hvad er formålet med det nye institut?

– Native Advertising Institute skal primært være den ramme, der faciliterer en debat om virkemidlerne, om best practise med et værktøj, der meget snart erobrer betydelige dele af de danske marketing-budgetter, fortsætter Jesper Laursen.

– Og for at instituttet selv leverer indhold, skaber vi den første store konference på dansk grund om Native Advertising til efteråret. Her har foreløbig Carlsberg, Dell, New York Times, TV 2 og Times Inc. sagt ja til at deltage. Det skulle meget gerne blive en konference, der vokser fra år til år, og som mange bureauer og virksomheder ser frem til.

Og det er der behov for?

– Ja, helt afgjort. Du skal betragte Native Advertising Institute som et internationalt vidensunivers, hvor alle dygtige danske og udenlandske leverandører og virksomheder kan lære af hinanden om arbejdet med dette relativt nye værktøj. Der er global interesse for Native Ads, og vi har allerede nu solgt billetter til konferencen i en stribe lande rundt om os, slutter Jesper Laursen.

Foreløbig inviterer han interesserede ind på det nye site for Native Advertising Institute. Her kan nysgerrige give deres besyv med i en lille spørgeskemaundersøgelse, der skal kortlægge behovene hos bureauer og virksomheder.

Du kan læse mere her.