Hele 85 procent af smartphone og tablet-brugere foretrækker apps frem for mobile sites, viser en ny analyse fra Compuware. Og de 3.500 adspurgte fortæller, at de bruger næsten to timer dagligt på deres apps, hvilket er en fordobling af tidsforbruget over to år, viser en anden analyse fra konsulenthuset Flurry.
Det spiller en afgørende rolle, mener eksperter, at Facebook har forladt HTML-versionen af sitet og i stedet satser på native apps for at servicere brugerne.
Det får dog de færreste til at konkludere, at apps har vundet kampen med HTML-teknologien.
– Som det også fremgår af undersøgelsen, har 2/3 af de adspurgte oplevet native apps, der crasher eller er fyldt med fejl, hvilket naturligt gør forbrugerne mindre tilbøjelige til at bruge app’en igen, siger Martin Olesen, managing director og partner hos de digitale og social media eksperter i Patchwork.
– Men jeg vil vove at påstå, at det samme gør sig gældende for dårligt udførte mobil sites. Faktisk vil jeg sige, at det ind i mellem kan undre mig at forbrugere overhovedet gider tilgå ting fra smartphonen, når man ser på det gennemsnitlige kvalitetsniveau, men det siger jo noget om styrken i den ændring af forbrugeradfærden, vi har været vidne til de seneste år.
Men at forbrugerne i almindelighed fortrækker native apps? Skal vi lægge noget i det?
– Det er ikke overraskende, at forbrugerne generelt fortrækker native apps fremfor mobil sites. En godt produceret native app giver helt klart en bedre brugeroplevelse. Man har flere tekniske muligheder, og er ikke på samme måde udfordret af lange load tider for de dele af indholdet, der ikke skal hentes online.
Jeg fornemmer, at et ”men” lurer?
– Ja, det er der naturligvis. Udfordringen kommer jo i spil, når man begynder at kigge på ressourcerne. En native app er typisk en hel del dyrere end et mobil site, og derudover er det ekstremt vigtigt både at afsætte midler til at drive downloads af app’en og til løbende at opdatere den.
– Der er altså ikke et universelt svar på, hvad den optimale løsning er. Ligesom i så mange af livets andre aspekter handler det om at tænke sig om og lave en afvejning af fordele og ulemper i en given situation, slutter Martin Olesen.
Compuwares undersøgelse siger i korte træk:
• To tredjedele har oplevet, at apps crasher.
• Hele 47% rapporterer om ”alt for lange launch tider.”
• Fire ud af 10 har oplevet, at en app overhovedet ikke åbnede.
• Hele 78% forventer, at en app åbner hurtigt og effektivt, og det er i forbrugernes øjne inden for to sekunder.
• Næsten halvdelen (48%) fortæller, at hvis de oplever problemer bare én gang, åbner de sandsynligvis ikke app’en igen.
• Faktisk siger 79% direkte, at hvis de oplever problemer én eller to gange, åbner de aldrig app’en igen.
Det er nok for tidligt at udnævne native apps til vinderne over HTML5-teknologien.