For sjette gang uddeler brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation Claus Fynbo Legatet til et ungt reklametalent.

Legatet finansieres af Wibroe, Duckert & Partners, og det har til formål at mindes den navnkundige Art Director Claus Fynbo og samtidig uddele et skulderklap – samt 30.000 gode danske kroner – til en ung, kreativ ildsjæl i branchen.

Man kunne i den sammenhæng dvæle lidt ved navnet på årets prismodtager, Simon Naver.

Efternavnet er nemlig det samme som betegnelsen for en håndværker, der bliver endnu dygtigere til sit arbejde ved at tage på en arbejdsrejse rundt i verden.

Det har bl.a. skibsbyggere, tømrer- og murermestre i århundreder vidst, der ikke er så ringe en idé endda, og visdommen har i de seneste årtier heldigvis også spredt sig til resten af det danske erhvervsliv – ja, sågar til reklamebranchen – men det er en helt anden historie.

Lad os derfor vende tilbage til Simon Naver, som blev indstillet til legatet af DDB Copenhagens adm. direktør, Pernille Gjøls-Andersen.

– Simon er en person, der allerede ved første møde vækker tillid. Han er inspirerende og nysgerrig på at udforske kreativitet, livet og egne evner, men samtidig så rutineret, at han allerede har det overordnede ansvar for en af bureauets største kunder, lyder skudsmålet i en pressemeddelelse.

De gyldne buer

Simon Naver var bl.a. med til at få McDonald’s til at vende de gyldne buer på hovedet, da produktet Wraps blev introduceret, og han var en af de bærende kræfter bag introduktionen af VW Polo-princippet ”ved at demokratisere” en af de mest hypede teknologier de seneste år, 3D-printeren.

Af sin omverden karakterises Simon Naver som en dygtig kreativ, der brænder for sit fag.

– Simon er først og fremmest både en dygtig, nytænkende og begavet konceptmager. Og dernæst en dedikeret og perfektionistisk håndværker. Men intet af det ville være til at holde ud, hvis han ikke samtidig var et fuldstændig urysteligt ordentligt menneske, der altid går konstruktivt og utrætteligt efter den bedst mulige løsning og aldrig efter manden. Han er allerede en rigtig DDB’er, men han er også godt på vej til at blive en stor DDB’er, lyder de rosende ord fra en anden DDB’er, Puk Rohde, som er Strategic Director i bureauet.

Det er ikke første gang, at Kreativitet & Kommunikation stifter bekendtskab med Simon Naver. Han er således også vinder af dette års Lommerlegat, og han skal sammen med de tre andre vindere på EACA Summer School i Lissabon, Portugal.

Claus Fynbo-legatet finansieres af Wibroe, Duckert & Partners, men legatet uddeles af Kreativitet & Kommunikation, herunder af en bestyrelse bestående af kreative personligheder i branchen, som gennem årene har arbejdet sammen med Claus Fynbo.

Reception med overrækkelse af legat foregår den 25. juni hos DDB.