Klausen + Partners
BrianCarlson, der i to år har fungeret som kontaktchef hos Klausen + Partners, er pr. 1. januar udnævnt til kontaktdirektør. Med titlen følger et øget fokus på det, han har gjort til et af sine absolutte specialer: Kundedialog der sælger.
− Jeg er utrolig glad for, at Brian har takket ja til opgaven. Brian tænker ikke dialog i traditionel forstand. Han tænker integreret på tværs af alle platforme. Og så tænker han i resultater – kundedialogen skal kunne måles, helst i direkte salg. Og det er den type dialogkommunikation, der er brug for nu. Derfor er det naturligt at udnævne Brian til kontaktdirektør, siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen, adm. direktør, Klausen + Partners A/S.
− Vi har lagt en ambitiøs vækstplan for de kommende år, og jeg er glad for at skulle være en af de drivende kræfter bag den, siger Brian Carlson, der er accountansvarlig for bl.a. BankNordik, Canal Digital, Københavns Energi og NovoNordisk.
Brian Carlson er 32 år, uddannet cand. merc. fra CBS med speciale i Brand Architecture.
Han har en fortid som kontaktchef på dialogbureauet Rainmaker, sidder på andet år i bestyrelsen i den uafhængige interessentforening Danish Direct og blev i 2010 udpeget af Berlingske Nyhedsmagasin som Talent 2010.
På Direct Marketing Dagen 2010 vandt Brian Carlson bronze sammen med Københavns Energi for kampagnen ”Giv den gas i vaskeriet”. 
MTG Danmark
MTG Danmark har med virkning fra den 1. januar 2011 udnævnt Jesper Grønholdt til ny adm. direktør for Viasat i Danmark. Samtidig udnævnes Kim Poder til administrerende direktør for TV3.
Jesper Grønholdt og Kim Poder har stået i spidsen for henholdsvis TV3 og Viasat siden 2002 og 2001.
Der er således tale om en rokade, hvor de to direktører bytter ansvarsområder. Organisationsændringen sker ud fra et ønske om at sikre større kompetencebredde og en bedre integration i den øverste ledelse.
Grey København

Grey København har ansat tidligere kontaktdirektør hos reklamebureauet Os, Carsten Bülow, som ny direktør. Han sidestilles med og skal supplere nuværende managing director Peter Ferslew.
Samtidig erstatter Anders Baudry, som er rekrutteret internt, og Jimmy Blom fra Grey London den tidligere kreative direktør Thomas Torp, der er gået til Wibroe, Duckert & Partners. Dermed har bureauet fremadrettet to kreative i ledelsen.
Endvidere er Jesper Hansen, tidligere kreativ chef hos det nu hedengangne Bark Copenhagen, hente til Grey.