“Reklamer – nej tak”
Står der på skiltet på døren til bureauet Aakjærs, der bor i gamle fabrikslokaler i Strandgade, i en ældre bydel tæt ved Vejles havn.
Og det er mere end en vits, det med nej tak.
Det ti år gamle reklamebureau er midt i en proces, hvor virksomheden forsøger at sige nej tak til at være reklamebureau. Både over for kunderne, men måske i endnu højere grad over sig selv som bureau.
Bureau er det stadig. Der skal stadig arbejdes med reklame, men her er også galleri og forsamlingshus. For der skal mere arbejdes med kommunikation og inspirationen og værdierne skal hentes nye steder.
Ole Aakjær, stifter og kreativ direktør, tager imod i Kansas-tøj oversået med maling. Sammen med adm. direktør Leif Bojesen i mere klassisk mørkt reklamebranchetøj. Og stolte fremviser de et hærget bilvrag, som medarbejderne på en workshop har øvet kunstmaling på.
– Vi kan ikke revolutionere reklamebranchen. Men vi kan godt udvikle vores egne teorier, siger Ole Aakjær.
– Reklamebranchen er i selvsving. Vi giver hinanden priser, men reklamens kvalitet matcher ikke de priser. Der mangler værdier i det vi laver.
Efter ti år som reklamebureau – en snes medarbejdere, omsætning stabilt på 15-18 mio. kroner årligt, seneste overskud i Aakjær Gruppen på 1,4 mio. – har firmaet startet, hvad der er døbt en intern Kultur(r)evolution. Delvist i et opgør med branchens værdier, men i højere grad i et opgør med egne værdier.
– Kunde og Partners (Wibroe, Duckert etc., red.) er nogle af dem, der går forrest i reklamebranchen, og en måned efter de gør noget prøver de fleste andre at plagiere det, skyder Ole Aakjær.
– Vi har dyb respekt for det, f.eks. Kunde laver. Jeg kan da godt se misundeligt på de penge, Kunde kan tjene. De har fulgt en ide med succes, og det aftvinger af hjertet respekt.
– Vi bliver aldrig Kunde eller Partners. Men måske kan vi finde næring i grøftekanten og hos kunstnerne.
– Det kræver at vi tænker på en ny måde, finder inspiration nye steder. Det er ikke nok at læse Markedsføring og se de ti populæreste reklamefilm og tv-serien Venner. Du skal også læse H.C. Andersen og Blixen.
Højskole-tankegang
En af metoderne til den interne revolution er at involvere billedkunstnere, forfattere, filmfolk, debattører. Og derfra give både sig selv og kunderne inspiration til at anskue og bruge kommunikation på en ny måde. Ved flere anledninger har bureauet haft tætte relationer til teater og billedkunst, og der er også et galleri tilknyttet virksomheden. Men nu er det grundfæstet alvor.
Der er en god del højskole-tankegang over metoden.
Superdebattøren Niels Højlund, fotografen Henrik Saxgren, filminstruktøren Søren Kragh Jacobsen, supergymnaster fra Verdensholdet, tv-mand og forfatter Thomas Winding – er blot nogle af programpunkterne. De optræder i en lang række af arrangementer og workshops, som fyres af i år.
Da Højlund for nylig var på i det stopfyldte forsamlingslokale i stueetagen, brugte han den første halvdel af sine tre timer til at sable reklamebranchen ned – til stor fornøjelse og inspiration for medarbejdere, kunder og andre.
– Vi lever af kommunikation mellem virksomheder og borgere. Men vi prøver i en tid at glemme modefarverne og pej gruppens rapporter. Vi vil ændre fokus. Du er hvad du spiser. Hvis du kun ser på konkurrenternes reklamer, så er det plagiat. Ved at hente inspiration helt andre steder fra bliver der bedre plads til skæve vinkler i stedet for det umiddelbart logiske, siger Ole Aakjær.
Hellere livsstil end sodavand
I praksis er Aakjær allerede i høj grad et bureau, som arbejder for offentlige kunder. Adskillige kommuner og amter, f.eks., og ikke mindst Syddansk Universitet. Det hænger godt sammen med, at man hellere vil arbejde med livsstil end med at sælge så mange sodavand som muligt.
– Man må godt servere tvivl og fejlvalg, mener vi. Vi kan måske ikke sælge de her tanker til Tuborg, der skal sælge Squash. Men det hænger meget fint sammen med f.eks. at skulle kommunikere fra en kommune til ældre borgere.
– Reklamebranchen er blevet business, ikke med fokus på det sprudlende og kreativiteten.
Reklame vil stadig være et redskab, naturligvis.
– Det er ikke et kald for mig at lave reklame, tværtimod. Men det er mit liv jeg bruger på det her, så der skal også være en værdi. Vi skal udfordre os selv. Det her er i høj grad en revolution indadtil i huset, der skal gøre os mere klare i mælet også udadtil.
Aakjærs serverede lidt af historien og visionerne over for nærområdet i det sydlige Jylland i tv-spots ved tiårs-jubilæet tidligere i år, og har valgt også at præsentere sig selv og sit værdisæt i en omfattende mailing til nogle tusinde udvalgte virksomheder og organisationer.
– Vi kommer til at vælge nogle typer kunder fra på det her, f.eks. inden for dagligvare-/detailhandel. Penge er ikke nok, hvis man vælger at tænke på denne måde, siger adm. direktør Leif Bojesen.
– Omvendt så re-investerer vi jo i vores eget produktionsapparat og varemærke på denne måde. Vores bestyrelse er med eksterne repræsentanter, erhvervsfolk, som vi bruger aktivt, og de ser også på det lange perspektiv for virksomheden.
Og hvad nu, hvis det virker? Hvis kunderne virkelig vil være med til de skarpere signaler og den (r)evolutionerede kultur? Hvis nogle medarbejdere står helt af, og der i det hele taget skal hyres nye til vækst?
– Jamen, det er da frivilligt, om man vil være med til alle de workshops, siger Leif Bojesen.
– Og vi får allerede flere ansøgninger end tidligere. Før vi fik mange fra f.eks. nyuddannede dtp’ere. Nu får vi en håndfuld ansøgninger ugentligt fra erfarne folk i reklame og kommunikation.