En sløv start på året – men uden sikre indikationer for retningen. Således har tallene indtil nu set ud i Dagbladenes Annonceindeks, der produceres af Carat til Markedsføring.
Vurderingen holder ikke mere. Pilen peger nu klart ned efter, at tallene for uge 9 er kommet. Alle de landsdækkende morgenaviser og de regionale dagblade ligger nu klart under sidste år for de første to måneder – specielt når man tager prisstigningerne på et par procent i betragtning. Spørgsmålet er, om det er en negativ konjunktur-udvikling, der nu viser sig.
– De seneste tal peger godt nok på en ubehagelig udvikling. Der er dog den usikkerhed, at det kan være en forsinkelse på et par uger af en række kampagner, som kan vende billedet og få det til at se mere fornuftigt ud igen. Derfor bliver de kommende uger meget afgørende at følge. Marts er en vigtig måned i denne sammenhæng, siger Peter Ottesen fra Carat.
Værst ser det ud for De regionale aviser, som på år til dato ligger på indeks 88 for årets første 9 uger. Næstværst ligger Jyllands-Posten, som på år til dato er røget ned på indeks 90 efter en dukkert på indeks 86 for den sidste fire-ugers periode. I uge 8 opretholdt Jyllands-Posten et år-til-dato niveau på 96, så den sidste uge har været kostbar.
– Med til historien hører dog, at Jyllands-Posten efter de første 9 uger sidste år havde størst fremgang af morgenaviserne. Alligevel tror jeg dog ikke, at avisen kan være tilfreds med udviklingen, siger Peter Ottesen.
Tabloid-aviserne har haft en fornuftig start på året, men siver dog stille og roligt. De startede til gengæld dårligt sidste år, så der er tale om en normalisering, og det kan ikke ændre på indtrykket af, at dagbladsmarkedet nu har pil ned.
Bedst ser situationen ud for Børsen, som sidste år i samme periode havde fremgang på 18 pct. og nu ligger til en fremgang på 15 pct. I øvrigt skal der rettes en fejl, som denne artikels skribent begik over for Børsen i forbindelse med offentliggørelsen af de nye læsertal. Der havde ikke været den nødvendige præcision i indskrivningen af tallene i skemaet, og derfor blev Børsen noteret til status quo i læsertallene for 2. halvår 2000 i forhold til 1999. Dette var ikke korrekt. Børsens læsertal lå 14 pct. højere i 2. halvår.
Erhvervsbladet holder sig i annonceindekset omkring indeks 100, men havde sidste år en fremgang på ca. 20 pct., så et indeks 100 er ikke et helt ufornuftigt resultat. fin