E-handelsgiganten Amazon leverede torsdag efter amerikansk børslukketid endnu et skuffende regnskab.

Ikke alene er selskabets underskud i tredje kvartal markant højere, end analytikerne havde ventet. Salgsprognosen for fjerde kvartal, hvori indgår den vigtige julehandel, skuffer også i forhold til markedets forventninger.

Amazon fik et underskud på 437 mio. dollar i kvartalet mod et underskud på 41 mio. dollar i samme periode sidste år. Det svarer til, at underskuddet blev 95 cent pr. aktie, hvor analytikere ifølge Bloomberg kun havde ventet et underskud på 75 cent pr. aktie.

I fjerde kvartal venter Amazon at sælge for 27,3-30,3 mia. dollar, hvor markedsforventningen ifølge Bloomberg var en omsætning på 30,92 mia. dollar.

Bloomberg/ritzau/FINANS