Høflighed kan ikke anbefales, når det gælder annoncehajer. Ganske vist kan man have ondt af de mennesker, der sidder i den anden ende og på provisionsbasis skal leve af at bluffe andre, men vis ingen nåde. Gør som Poul Jørgensen fra Tvind, der vifter nysgerrige journalister væk med bemærkningen “nu nedlægger jeg samtalen”. Ethvert tegn på velvilje vil kynisk blive misbrugt af telefonsælgerne, og dagen efter bringer posten en “ordrebekræftelse”, hvorefter man kan gå i gang med at føre en ofte besværlig korrespondance.

På det nye site www.annoncehajer.dk gives der forslag til standardbreve, som kan anvendes, når skaden er sket. Men lad det aldrig komme så vidt. Sig i stedet: “Vi ønsker på ingen måde at tale med Dem, og ethvert forsøg på plat og svindel vil blive besvaret med en politianmeldelse. Farvel!” Så enkelt kan det gøres. Almindelige regler for dannet telefonkultur gælder ikke, når der er hajer i farvandet.

Dagens glade nyhed er, at en række brancheorganisationer har oprettet en serviceside, hvor potentielle ofre for annonceplattenslagere kan hente praktisk og moralsk opbakning. Alt for længe er alt for mange fidusfirmaer sluppet afsted med at tegne annoncer under falske forudsætninger, og nu mangler vi blot, at annoncehajer.dk supplerer med et udhængsskab med navne, dæknavne og telefonnumre.

I så fald bliver det spændende at se, om typer som forlagsdirektør John Wegeland atter er aktiv. Til trods for, at han ved retten i Køge blev idømt to års fængsel for bedrageri og mistede retten til at drive annoncevirksomhed, fortsatte han ufortrødent sit salg af annoncer til “Erhvervsvejviseren”, hvilket medførte 220 politianmeldelser. “Ønsker De annoncen fra i fjor med i dette års vejviser?”, var standard-formuleringen, når godtroende næringsdrivende skulle fuppes. Måske har Wegeland et andet navn i dag, måske har han virkelig forstået sagens alvor og søgt lovligt erhverv.

I det hele taget er der noget lusket ved telefonsalg. Grundlæggende er det en påtrængende form for ulejlighed at ringe uopfordret op for at sælge et eller andet, man ikke kan se og sandsynligvis ikke har brug for. “Må jeg tale med den belysningsansvarlige?”, sagde en venlig kvindestemme en højlys sommerdag, og det måtte hun ikke. Hvis man på grund af god opdragelse svarer venligt, bliver man ofte mødt af et indigneret modspørgsmål: “Du ønsker måske ikke at spare penge?”. Her kan man svare nej, men så lyver man lidt, for alle vil jo gerne købe så billigt som muligt. Og så er snakken i gang, og måske vil sælgeren ligefrem aflægge et besøg og overrække “den hemmelige gave” som tak for udvist velvilje. Læg røret, lås døren – for hvorfor handle med et firma, man ikke kender?

Man forstår godt, at Krak og TDC har tilsluttet sig den omtalte hjemmeside. Deres annoncekonsulenter udsættes for stor mistænksomhed i det daglige, og de må hver gang gøre sig umage for at bevise, at de er “ægte” annoncekonsulenter uden skumle hensigter. Også de har en vare at sælge, og jo større annonce, desto højere provision.

Hvis skaden er sket, gælder det om at handle hurtigt. Det er ikke nok at rive fupfakturaen i stykker, man bør sende et brysk brev (anbefalet såvel som almindeligt) til “forlaget” og kræve, at de udsteder en kreditnota med det samme. Eventuelt kan man sende en kopi til politiet; den trussel kan godt få svindleren til at skælve og derefter henlægge sagen. I denne fase kan man sagtens risikere, at “forlaget” insisterer på at have talt med en navngiven medarbejder og måske ligefrem påstår at have optaget samtalen på bånd som bevis for handelens gyldighed.

Vær opmærksom på, at det er ved at være sæson for de mærkelige opkrævninger på 3.000 kr. og derover for deltagelse i et internationalt katalog over webadresser, som vil blive udgivet på CD-rom. Brevene frankeres som regel i Tjekkiet med en postbox i den schweiziske kanton Zug som afsender. Konsortiet havde tidligere en telefaxhåndbog, der også var værdiløs (hvis den overhovedet udkom). Tryllekunsten går ud på at få ferievikarer i bogholderiet til at tro, at der er tale om en virkelig ordre, som skal betales på linie med el og vand, og da vil pengene være tabt for altid. Smid henvendelsen væk eller hav ulejlighed med at overdrage den til politiet, som heller ikke kan gøre noget ved dette uvæsen.

Nu kommer tilståelsen: Jeg har selv været annoncehaj! En skræddermester i Søborg havde en nebengeschæft ved navn “Lyngby Håndværkerkalender”, og han havde fået øje på mine talenter og hyrede han mig til at deltage i telefonsalgsarbejdet. Det varede ‚n dag, så havde jeg set og hørt og løjet nok. Tilgiv mig, jeg var kun 16 år.