Det er ingen hemmelighed, at håndværket annoncesalg i dagens Danmark, ikke er for sarte sjæle eller konfliktsky flinkeskole kandidater. Der er annoncekrig på mange fronter i branchen og én af mest omtalte, er nok slaget om annoncemarkedet hos formiddagsaviserne.
At man kan få fornemmelsen af, at man er annoncesælger nr. 354 i rækken, den pågældende formiddag, er selvfølgelig en del af arbejdsmiljøet, som man skal have forståelse for. Faktisk er der en lang række personlige forhold, at man som annoncesælger skal ha forståelse for.
Alle kan jo ha en dårlig dag, det berømte forkerte ben ud af sengen, drama i børneinstitutionen eller lade sig hidse op over trafikken. Årsagerne kan unægtelig være mange og det har vi annoncesælgere, om nogen, forståelse og respekt for. Hvilket faktisk er derfor, at vi tit spørger om, hvordan det går, for det kunne jo være en dårlig dag og vi er gode til at lytte! Men jeg kan oplyse, at det går godt i dansk erhvervsliv, 99,5%, har det faktisk godt, direkte adspurgt.
Okay, så er vi da så langt i salgstalen. Så smides skåneærmerne og langsomt, men sikkert, skal man nu ha kampagne mål, målgruppe, timing, pris, placering, dækning mv. til at gå op i en højere enhed. Man kan sågar finde enkelte annoncesælgere, der har gjort forarbejdet inden og har krydret dette med en god idé.
Se, så burde man jo være langt. Men så er det jo, at man skal forholde sig til diverse indvendinger, så som: Vi har brugt pengene, konkurrenten er laaangt billigere, hold nu op – jeg ved det er dig Poul (som gentages uendeligt) eller jeg har været til Le Mans med konkurrenten osv. Hvilket alt sammen er gode og næsten vandtætte argumentations varianter, som man må forholde sig til. Det er vilkårene og et langt stykke hen ad vejen, er det egentlig ok.
Men der hvor kæden fuldstændig hopper af, er når man støder ind i uprofessionalisme, personlige korstog og faglig tilsidesættelse. Du tænker nok, at det findes da ikke hos danske reklamekøbere! Men tro mig, som Ekstra Bladet Annoncesalgs svar på Stig Tøfting, så sker det desværre oftere og oftere. Om det er fordi den overuddannede middelklasse har fået overdreven spillerum og taletid, skal være usagt, men disciplinen mediesnobberi lever i bedste velgående.
Det er naturligvis klart, at alle de krav en annoncør må have overfor det enkelte medie, skal kunne overopfyldes, før man kan betragte sit medie som værende med i opløbet, til en placering på mediaplanen. Indrømmet, det er ikke altid det lykkeS, men når det så endelig sker, er det rædselsfuldt at se sig bortdømt, på grund af annonce køberens personlige had og private smag.
For eksempel er det ikke OK, når man ringer op til en større energi udbyder og forsigtigt spørger om, hvorfor ens medie ikke er på planen, når opgaven er at genere opmærksomhed. Man spørger forsigtigt ind til om budgettet er brugt, hvilket det måske ikke helt var, hvorefter nysgerrigheden bliver for overvældende og man simpelthen må udbede sig en forklaring. Hvorefter personen let presset udbryder “Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er -jeg kan simpelthen ikke udstå det blad“.

Hvilket jo i bund og grund er fair nok, hvis det ikke lige var fordi, at personen var annoncekøber, beslutningstager og kravene til mediet kunne overopfyldes. Så er det ikke længere fair og så skulle man måske overveje, om man er kompetent og en god købmand.
Men det er jo ikke det eneste problem, for hvordan kan den professionelle rådgiver, i form af mediebureauet, leve med at kunden lader sin personlige smag påvirke mediavalget og vælge udvalgte medier fra. Hvor er professionalismen, seriøsiteten og ikke mindst samarbejdet? Energi udbyderen er jo ikke den eneste, der findes både en optiker, modekæde, bank, supermarkedskæde og sågar enkelte medarbejdere på bureauer m.v., der stærkt selektivt udarbejder medieplaner, så den macther beslutningstagerens private holdning, frem for den optimale variant.
Meget gider vi finde os i, rigtig meget, men inden længe er det år 2002 og med nutidens krav til et job i branchen, bør man kunne forlange, at folk forholder sig professionelt til deres arbejdsopgaver. Bevares, vi må jo nok erkende på Ekstra Bladet, at vi nok aldrig kommer på energiudbyderens medieplan og det tab kommer vi nok over, men problemet er jo, at mediesnobberi er så indarbejdet og så udbredt accepteret. Specielt når argumentationen er på niveau med: Du er for grim!
Vi tales ved.