CBS har ikke brug for at lægge sig sammen med DTU og Københavns Universitet. Det var CBS’ bestyrelse enige om, da den diskuterede emnet ved et strategimøde i går. Hovedbegrundelsen er, at bestyrelsen savner argumenter for, at henholdsvis forskning og uddannelse bliver bedre af en sammenlægning med DTU eller Københavns Universitet.
Et andet argument er, at de nuværende fusionsplaner vil begrænse CBS’ muligheder for at realisere den strategiske
internationale satsning om at blive flagskibet i Europa inden for business-uddannelser på internationalt topplan.
Allerede nu pågår omfattende arbejde med at opnå internationale akkrediteringer og kvalitetsstempler – og indgåelse
af strategiske alliancer verden over.
– Et langt stykke hen ad vejen er det en god idé at integrere forskningsmiljøerne fra sektorforskningsinstitutterne
ind i uddannelsesmiljøerne, så man bruger forskningen til også at få de bedste kandidater ud. Men logikken mister
fodfæste, hvis det lige pludselig handler om, at der skal være præcis fem eller seks universiteter, fastslår bestyrelsesformand for CBS Anders Knutsen i et interview i Børsen i dag. MSOL