Stedkendte tjenester på avancerede mobiltelefoner bliver mere og mere populære. Det viser en undersøgelse foretaget af analysehuset Lightspeed Research.
Den viser, at hele 37 procent af de adspurgte har anvendt en stedkendt tjeneste i løbet af de seneste seks måneder. Blandt mænd mellem 18 og 24 år er tallet endnu højere, nemlig 54 procent.
52 procent af de adspurgte havde brugt tjenesten Facebook Places (der netop er gået i luften i Danmark), 18 procent brugte alternativet FourSquare, mens 12 procent svor til Google Latitude.
Den mest populære sted at anvende tjenesterne var i hjemmet (52 procent), på restauranten (50 procent), i en butik (40 procent) og endelig på arbejdet (39 procent).
Ifølge undersøgelen er de fleste brugere af stedkendte tjenester motiveret af sociale overvejelser: 29 procent svarede, at de brugte tjenesterne som tidsfordriv, 22 procent ville gøre deres venner opmærksomme på, hvor de opholdt sig, mens 10 procent sporede sine venner via tjenesten.
Ingen markedsføringsucces
På trods af den store interesse for tjenesterne, så er der god grund til dybe panderynker i marketingbranchen.
Stedkendte tjenester, eller geolokalisering, har længe været anset for at være et potentielt milliardstort annoncemarked. Det skyldes, at annoncer kan tilpasses efter hvor brugeren er, og dermed kan markedsføringen gøres langt mere relevant.
Sådan er det i hvert fald i teorien, men undersøgelsen viser, at det i praksis ikke helt fungerer på den måde. Blot ni procent af deltagerne i undersøgelsen brugte de stedkendte tjenester på baggrund af   de reklametiltag, tjenesterne opererer med for at få kunder i butikken og annoncekroner i kassen.
Kun to procent brugte FourSquare, Facebook Places eller lignende tjenester for at få adgang til konkurrencer , mens spilelementer – såsom indsamling af point og badges for at blive udnævnt til eksempelvis Mayor – er ved at tabe pusten.
En anden indikation af, at stedkendte reklamer stadig ikke hitter hos brugerne, er, at flertallet af de adspurgte, 56 procent, ikke havde reageret på én eneste stedkendt reklame indenfor de seneste seks måneder.
Selvom tilegnelsen af stedkendte reklamer endnu er lav, så er der stadig store muligheder for at tiltrække kunder via stedkendte tjenester, lyder konklusionen fra Lightspeed Research.
85 procent af deltagerne i deres undersøgelse svarede nemlig, at de seriøst ville overveje at aflægge en butik eller restaurant i nærheden et besøg, hvis de blev lokket med en rabatkupon eller gave.

Link til undersøgelsen.