Når Aller-koncernen om kort tid lancerer et nyt mande-magasin i Norge, vil bladet være kemisk renset for sex-annoncer. Dermed lægger Aller op til samme annoncestrategi som det Bonnier-ejede mandeblad FHM, der for kort tid siden meddelte, at man ville fjerne alle annoncer fra sex-SMS-distributører fra og med det nummer, der udkommer sidst i oktober. Det skriver kampanje.com.
Chefredaktøren for det nye Aller-blad – som ifølge Kampanje bliver journalisten Magnus Rønningen, der tidligere har været redaktør for det nu nedlagte gratismagasin, Massiv – siger til nyhedssitet, at der ikke må være ”nogen imagerisiko” ved at annoncere i bladet, og at troværdigheden er i højsædet.
Udgiverdirektør Per Ingdal fra Allers danske afdeling siger, at mandebladet Alfa ikke umiddelbart er på vej ind på det danske marked og vil derfor heller ikke kommentere på den konkrete, norske beslutning.
– Generelt er vi naturligvis positive over for annoncer. Men vi kan da bestemt godt finde på at sige nej. I Danmark kommer du heller ikke til at se sex-annoncer i Familie-Journalen. Det er ikke et spørgsmål om puritanisme, men om at der skal være harmoni med bladets værdier.
Per Ingdal understreger, at det i øvrigt sjældent er noget problem:
– Det er jo altid i en annoncørs egen interesse at få effekt, og der gør man som regel bedst, når man befinder sig i de medier, der rammer målgruppen bedst.