Med den nye Re:Mix-app får musikfans fremover mulighed for at komme helt tæt på deres yndlingsbands, når de indtager scenen.
Målsætningen er at bringe fans tættere på koncertoplevelsen og sågar helt op på scenen, hvor de med den nye app kan følge koncerter på tæt hold og fra forskellige kamera-vinkler via deres tablet eller smartphone.
App’en går for alvor live til årets NorthSide-festival, men indtil videre giver app’en dog adgang til interaktive live-optagelser med bands som Nephew og Kashmir, som blev optaget under sidste års sommers festival.
For et år siden fik Thor Hampus Bank, direktør for GotFat Production, idéen til at udvikle en mere interaktiv koncertoplevelse, som til fulde udnytter potentialet i de nye digitale platforme.
Han henvendte sig til Apptitude, som fandt idéen interessant, hvorefter man teamede op med NorthSide, som formidlede kontakten til kunstnerne.
– Kashmir og Nephew er de to største bands, vi kunne få i Danmark, men det er også bands, der har næsten hele deres fan-base i Danmark. Vi har jo prøvet det af på en del folk efterhånden, og de fleste synes, at det er rigtige fed oplevelse at navigere rundt på iPad’en, siger Thor Hampus Bank.
Også fra kunstnernes side er man begejstret. Keyboard-spiller i Nephew, René Thalund, lægger ikke skjul på, at man nyder godt af kunne komme endnu tættere på sine fans,
– Kontakten til vores fans er meget vigtig for os i Nephew. Koncert-app’en giver helt nye muligheder for interaktion. Og så kan vi kan godt lide at være på teknologisk forkant, så vi er meget stolte over app’en og dens muligheder, understreger René Thalund.
Re:Mix app’en åbner op for flere nye måder at interagere med sine fans.
Udover at streame live fra koncerter byder app’en også på Facebook-integration, hvor fansene får mulighed for at kommentere på koncerten, lige som de også kan se og svare på kommentarer fra kunstnere og andre fans, der har overværet koncerten.
– Det her med at skifte vinkler fungere rigtig godt live, så vi har naturligvis kig på sport-events. Hvorfor skal jeg sidde og se på hele feltet i Tour de France, når det er der en dansker, som er i udbrud? Her er der mulighed for, at man kan give alle folk, præcist det, som de vil have – uden at blive tvunget til at se det samme, slutter Thor Hampus Bank.