NESA holder ikke bureaukonkurrence, men sonderer markedet. Således lyder meldingen fra NESA’s markedsdirektør, Thomas Boe Bramsen. Han fortæller videre, at NESA er i færd med at tage en tættere snak med en række udvalgte bureauer, som også vil indeholde oplæg på, hvordan NESA skal positionere sig i markedet. Ifølge Markedsførings oplysninger skal NESA have møde med fire bureauer i morgen torsdag, men det vil Thomas Boe Bramsen hverken kommentere eller bekræfte.
– Vi har en række bureauer herhjemme som er meget kreative, men der er færre som også kan tænke strategisk i forhold til markedet. Hvis bureauerne vil have os som kunde skal de også forsøge at sælge sig selv i forhold til hvem vi er i stedet for udelukkende at give os en salgspræsentation af bureauet, siger Thomas Boe Bramsen, markedsdirektør hos NESA.
Han understreger dog, at Kunde & Co. stadigvæk er NESA’s reklamebureau.
– Vi har netop iværksat en kampagne med Kunde & Co. om natur-el. Kunde har gjort et stort arbejde for NESA. Og vi er bestemt ikke i bureaunød, siger Thomas Boe Bramsen.
jür