Den schweiziske fødevaregigant Nestlé vil i de kommende år investere svimlende summer for at sikre sine råvareleverancer fra hele verden, skriver Wall Street Journal. Med varemærkerne Nescafé og Nespresso er Nestlé verdens største kaffeproducent.
I de kommende år vil koncernen oplære tusindvis af farmere kloden rundt i kaffedyrkning og forære dem nye træer. Målet er at få mere og bedre kaffe, og prisen er på godt 2,9 mia. kr.
Ifølge direktør Paul Bulcke vil man ikke overtage kaffefarmene eller binde bønderne til kontrakter. Han er dog overbevist om, at hjælpen fra Nestlé vil få bønderne til at sælge til Nestlé.
– Vi skal ikke kun være verdens største opkøber af kaffe, men også være involveret dybere i leverandørleddet, siger Paul Bulcke til Wall Street Journal. Foruden pulverkaffe står Nestlé bl.a. bag Kit-Kat-chokoladebarer, isen Häagen-Dazs og Nestea-iste. Satsningen i kaffemarkerne følger tendensen i fødevarebranchen, hvor også giganter som Unilever og Kraft Foods forsøger at sikre sig større kontrol med leverancer af f.eks. kakao, hvede og kaffe.
Epn.dk