Det er ikke nemt at være chokolade-brandet KitKat. Først var det Greenpeace, der var efter det Nestlé-ejede mærke på grund af brugen af palmeolie, og nu er det så – af mere kommercielle årsager – konkurrenten Mars, der er på barrikaderne. Det skiver britiske campaign.co.uk.
Årsagen til balladen er en ny reklamefilm med titlen ”Cross Your Fingers”, som Nestlé og JWT London har sendt i luften, naturligvis i anledning af det nært forestående VM i fodbold.
KitKat-filmen hylder det britiske landshold, men det vil chokoladekonkurrenten Mars af gode grunde ikke finde sig i. Det er nemlig Mars – og ikke Nestlé eller KitKat – der i oktober indgik en fem-årig aftale med den britiske Football Association om at være officiel sponsor og leverandør til landsholdet.
Så nu overvejer FA og Mars, om der er basis for at anlægge sag mod Nestlé for at ”snylte” og forsøge at score billige point ved at koble sig med landsholdet uden at være officiel sponsor.
En talsmand for Nestlé siger til campaign.co.uk, at man ikke mener at have overtrådt andres rettigheder i sagen, som ifølge sitet også godt kan gå hen og blive lidt op ad bakke for Mars, idet virksomheden for fire år siden selv – uden at være officiel sponsor – gik i luften med VM-reklamer, der støttede det engelske landshold…
Se Nestlés KitKat-reklamefilm her:

Og så er der naturligvis Mars’ egen – og fuldt legale – reklamefilm (en af dem) i anledning af VM-slutrunden.