Tillykke ”Søren”. Her er 200 kroner til restaurant ”X”.

Sådan indledtes e-mailen, som en forbruger for nogen tid siden modtog fra domænet offercity.dk, der ejes af annoncenetværket Orville Media.

Mailen fortalte videre forbrugeren, at vedkommendes mailadresse var udtrukket og havde vundet et gavekort på 200 kroner til en navngivet restaurant – plus muligheden for at vinde 25.000 kroner i tilgift. I mailen optrådte derefter et link, man skulle klikke på for at ”hente sit gavekort”.

Klikket udløste imidlertid ikke et gavekort, men sendte forbrugeren ind på en kampagne udbudt af spilfirmaet Lotto24 ApS. Her fremgik det, at man kunne få det lovede gavekort, hvis man ville betale 1 krone for 14 dages medlemskab af lotto24.dk.

Og gjorde forbrugeren sig ulejlighed med at læse det med småt, viste det sig derudover, at forbrugerens kreditkort automatisk blev tilmeldt et løbende medlemskab – som efter de 14 dage kostede 299 kroner pr. måned.

Lige lovlig smart…

Smart, men også lige lovlig smart, vurderer Forbrugerombudsmand Henrik Øe, der derfor nu har meldt Orville Media til politiet for overtrædelse af markedsføringslovens § 3.

– Det er forbudt for erhvervsdrivende, at skrive til forbrugere, at de har vundet en gave, når forbrugeren i virkeligheden skal påtage sig udgifter for at kunne få gaven. Vi ser med alvor på disse markedsføringsformer. Det er derfor vi har valgt at politianmelde Orville Media A/S, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Selskabet Lotto24.dk, som udbyder de løbende ”abonnementer” har selv tidligere været i Forbrugerombudsmandens og politiets søgelys.

I foråret betalte firmaet således en bøde på 60.000 kroner i en lignende sag, og senest er samme firma tidligere på måneden igen meldt til politiet for vildledende markedsføring.

Det er nu op til politiet at foretage den nærmere efterforskning i sagen mod Orville Media.