Danske kommercielle hjemmesider er blevet stadig langsommere gennem de senere år. Hvor det i 2010 tog i snit 1,8 sekunder at få vist forsiden på en professionel hjemmeside, var svartiden i 2012 steget til 2,7 sekunder.

Men sammenligner man med udenlandske konkurrenter, så er danske sider – i hvert fald hos medlemmerne af FDIH, Foreningen for Dansk Internethandel – faktisk ikke så skidt stillet, når det gælder hastighed.

De leverer nemlig i gennemsnit 1.229 Kb data på deres forsider, mens det internationale gennemsnit er på 1.551 Kb.

De udenlandske sider er altså langsommere end de danske. Ja, faktisk er 3 ud af 4 danske net-butikker hurtigere end det internationale gennemsnit.

Det viser en ny undersøgelse fra analysevirksomheden Digicure, hvor direktør Jesper Helbrandt siger:

– Det er en balanceakt at levere den mængde data, der giver kunden den gode oplevelse, uden at man skal vente en evighed på 2 sekunder eller mere, før siden er klar på kundens pc, mobil eller tablet.

Jesper Helbrandt peger på, at der kan være mange årsager til den digitale langsommelighed – flotte billeder, smart og lækkert design samt film og animationer – men tager det for lang tid at åbne siden, så forsvinder kunderne, lyder budskabet.

1/10 sekund koster

Tidsstudier fra Amazon.com viser fx, at hvis svartiden på sitet mindskes med blot 1/10 sekund, øges virksomhedens omsætning med en procent. Amazon.com omsatte for ca. 60 mia. dollars i 2012, så en procent kan hurtigt blive til mange penge.

Ligeledes har Google erfaret, at 0,4 sekunders længere svartid medfører et tab på 20 procent af internettrafikken på Googles søgemaskine. Google har så stort fokus på svartider, at søgemaskinen viser svartiden for brugeren ved hver eneste søgning.

Og selv om de danske net-butikker, der er blevet testet, ligger fornuftigt i forhold til udenlandske konkurrenter, så er der stadig plads til forbedring, lyder det fra Digicure.

– Vores undersøgelse viser, at der i gennemsnit er mulighed for at skære datamængden ned med 19 procent bare ved at optimere hjemmesidens opbygning og reducere billedfilernes størrelse, siger Jesper Helbrandt, som tilføjer, at de 10 net-butikker, der har det største forbedringspotentiale, kan reducere mængden af data fra en halvering til næsten tre fjerdedele af den nuværende datamængde.

Og hos FDIH opfordrer projektchef Tevin Lac da også sine medlemmer til at bruge undersøgelsen aktivt.

– Vi opfordrer til at man gennemgår sine sites og sætter et optimeringsarbejde i gang, hvor det er nødvendigt. Undersøgelsen rummer en række gode råd til at optimere, så siden loader bedre samtidig med, at man sparer båndbredde, diskplads og serverplads, så det synes vi, man bør benytte sig af, siger han.

Rapporten offentliggøres i forbindelse med E-handelskonferencen & Messe 2013 i morgen, hvor Digicure i øvrigt har sat en præmie på højkant: Kan man fremvise Danmarks bedst optimerede hjemmeside, får man stillet en Tesla – verdens hurtigste elbil – til rådighed i otte dage.