Et af de danske supermarkeder på nettet, nemlig.com, skruer op for den den digitale markedsføring og hyrer en ny salgs- og marketingdirektør.

Valget faldt på David Demsitz, der kommer fra telebranchen, hvor han har været siden 2004 med enkelte afbrud.

Senest har han siddet tre år i stillingen som Head of Online hos 3, hvor han var ansvarlig for al digital forretning, herunder websalg, online marketing, udvikling og selvbetjening.

Hos nemlig.com bliver det David Demsitz’ ansvar at positionere den digitale dagligvarebutik endnu mere på det danske marked og sikre vækst for virksomheden, lyder det i en pressemeddelelse.

Nye standarder

Stefan Plenge, stifter og adm. direktør hos nemlig.com er tilfreds.

– Jeg glæder mig meget til samarbejdet med David Demsitz. Jeg har stor tiltro til, at David og hans team af engagerede medarbejdere kan løfte den store opgave. Han er dygtig og har megen erfaring med og forståelse for digital forretning. David skal være med til at positionere nemlig.com på dagligvaremarkedet, siger han.

David Demsitz glæder sig naturligvis til de nye udfordringer.

– Nemlig.com skal fortsætte med at sætte standarden for online dagligvarehandel og i særdeleshed sublim service til kunderne. Vi skal være den virksomhed, alle de andre ønsker at kopiere i forhold til kvalitet, udbud, service og kundefokus. Jeg ønsker at bidrage til, at det allerede stærke hold får endnu mere fokus på at sætte nye standarder indenfor digital forretningsudvikling og sikre indhold, der kan inspirere, slutter David Demsitz.