Måske vil danskerne allerede fra sommerferien kunne tage deres tv-kanaler med sig ud i landet – og ud af landet. TDC, der er landets største teleselskab og ditto tv-udbyder, håber nemlig da at have forhandlet en aftale på plads, som gør, at kunderne via enhver internet-forbindelse kan benytte sig af det net-tv, som de i en tid har haft adgang til hjemme i husstanden. Hele øvelsen er naturligvis et spørgsmål om ophavsret. Tv-kanalerne ønsker ikke, at deres indhold spredes uden kontrol, da pengene fortsat skal hjem. Derfor har muligheden for at se stort set de samme tv-kanaler på net-tv, som man har på den almindelige fjernsynsskærm, hidtil været betinget af, at det kun kunne ske i hjemmet. René Brøckner, der er direktør for TDC TV, bredbånd og telefoni, forventer, at det vil komme til at koste ekstra, ”sandsynligvis i størrelsen 79 kroner om måneden”, at kunne se tv hvor som helst. I dag kan både kunder hos TDC og datterselskabet YouSee gratis se net-tv.
Business.dk