Den dag tjekkede Forbrugerombudsmandens medarbejdere nemlig, hvor gode de danske hjemmesider er til at oplyse om fortrydelsesretten. Aktionen er et led i en kampagne med fokus på e-handel, iværksat af et netværk af forbrugermyndigheder i 33 lande (ICPEN), som Forbrugerombudsmanden er medlem af.
I alt fik 164 tilfældigt udvalgte hjemmesider besøg. Af dem var det kun knap 10 % som ikke oplyste om, at forbrugerne efter forbrugeraftaleloven har 14-dages fortrydelsesret ved køb på internettet.
Til gengæld havde hele 45 % af hjemmesiderne mere eller mindre urimelige vilkår i forbindelse med fortrydelsesretten.
For eksempel oplyser mange netbutikker, at forbrugeren kun vil få tilbagebetalt varens pris, men ikke leveringsomkostningerne, når man fortryder et køb. Forbrugeren har imidlertid ret til at få refunderet både købsprisen og leveringsomkostningerne. Det eneste forbrugeren selv skal betale, er udgifterne til at sende varen retur.
Forbrugerombudsmanden kontakter nu de firmaer, der ikke giver korrekte oplysninger, og beder dem om at rette hjemmesiderne til.
Grove eller gentagne overtrædelser af pligten til at oplyse om fortrydelsesretten kan ifølge forbrugeraftaleloven straffes med bøde.