Netdoktor blev en klar vinder i testen af tre sundhedswebsites. Det fremgår af undersøgelsen Sitesten, som analyseinstituttet Zapera laver sammen med Markedsføring.
To ud af tre af foretrækker Netdoktor fremfor Sundhed.dk eller Patientnet. Sundhed.dk blev nummer to og Patientnet kom ind på en kedelig tredjeplads.
Selvom Netdoktor er det mest kendte sundhedssite, er Sundhed.dk, der kun har været i markedet i godt et halvt år, kommet meget godt med. Derimod skraber Patientnet bunden, når man kigger på kendskabet. Ifølge Mads Stenbjerre, senior analysechef hos Zapera, handler Netdoktors stærke position om, at de har været i markedet længst.
Desuden har Netdoktor skabt sig en stærk position blandt de ældre brugere.
– Det er helt tydeligt, at det er de ældre som bedst kan lide netdoktor. Jo yngre de bliver, jo bedre klarer Sundhed.dk sig. Selvom Sundhed.dk er mere populær blandt de yngre, er det dog stadigvæk Netdoktor som vinder i målgruppen, siger Mads Stenbjerre, der understreger, at de ældre bedre kan lide Netdoktor på grund af deres design.
– De ældre er ret glade for Netdoktor, som rammer målgruppen i alle elementer både på brugervenlighed, design og relevans. Men generelt er det kvinderne er mest til sundhedssites. Prototypen på en typisk bruger af et sundhedssitet er en kvinde i alderen 30-44 år, siger han.
Diagram
Hvilken af de tre sites kunne du bedst lide?
Netdoktor 63 procent
Sundhed.dk 27 procent
Patientnet 10 procent
Netdoktor (www.netdoktor.dk)
Design 3,8
Brugervenlighed 3,9
Indhold 3,8
Sundhed.dk (www.sundhed.dk)
Design 3,7
Brugervenlighed 3,7
Indhold 3,6
Patientnet (www.patientnet.dk)
Design 3,4
Brugervenlighed 3,3
Indhold 3,3
Undersøgelsen
Sitesten produceres af zapera.com og bygger på tilbagemeldinger fra over 500 internetbrugere, som er blev bedt om at udføre tre opgaver på de tre sites. For at forhindre at resultaterne var påvirket af rækkefølge og opgavens type har både opgaverne og respondenterne været tilfældige. Efter at have løst opgaverne blev internetbrugerne bedt om at vurdere hvert site med hensyn til design, navigation og relevans og til sidst gav respondenterne en overordnet karakter på 13-skalaen til de tre sites.