De amerikanske kunder, der får deres internetforbindelse fra udbyderen Comcast Corp, kan se frem til at kunne se film og tv-serier fra streamingtjenesten Netflix i meget bedre kvalitet.
Som en del af aftalen skal Netflix betale Comcast Corp for direkte streaming – og det er første gang, at streamingtjenesten betaler en internetudbyder i USA. Virksomhederne udtaler i en fælles pressemeddelelse, at de har “samarbejdet i mange måneder” for at få den flerårige aftale på plads.
Med flere end 44 millioner kunder verden over, har Netflix længe forsøgt at få en aftale i hus med en af internetudbyderne for at sikre den gode kvalitet. Aftalen åbner samtidig op for, at Netflix kan indgå lignende aftaler med andre store internetudbydere som Verizon og AT&T.
/ritzau/Reuters