Står det til de store filmselskaber, Netflix og tv-producenter skal du igen snart have et nyt tv-apparat hjemme i stuen.
Hollywood, streamingtjenesten og de store producenter af tv-apparater går nemlig sammen i et forsøg på at skubbe til udviklingen af det nye højtopløseligt tv-format UHD.
Det nye initiativ hedder UHD Alliance og blev offentliggjort i en pressemeddelelse, der er udsendt i forbindelse med verdens største messe for forbrugerelektronik, CES, som afholdes i Las Vegas i disse dage.
UHD kendes også som 4K. Det giver et tv-billede, der har en opløsning, som er godt fire gange så høj, som vi kender det fra hd-tv.
Med i aftalen er blandt andre Disney og Twentieth Century Fox, streamingtjenesten Netflix, samt tv-producenter som Samsung, LG, Sony og Panasonic.
/ritzau/