Mandag morgen mellem kl. otte og ni er det tidspunkt på hele ugen, hvor der handles mest på nettet. Det viser en analyse fra det internationale online-marketingfirma Zanox, der betjener en lang række af verdens store nethandelsvirksomheder.

– En mulig forklaring kan være, at forbrugere i weekenden går i de almindelige butikker og finder ud af, hvad de vil købe. Inden de starter på ugens opgaver mandag morgen, går de ind på nettet og køber de ønskede varer billigst muligt, siger Zanox’ nordiske landechef Frederic Saigne. Firmaets analyse viser også, at handlen i sommermånederne dog først topper mandag eftermiddag, og at der er en tendens til at handle hyppigere på nettet, jo ældre man er.

Analysen baserer sig på den samlede mængde onlineordrer, som Zanox har skabt for sine 1.800 kundevirksomheder over hele verden – en omsætning, der i 2006 beløb sig til 13,7 mia. kr.

tmb