Vær forberedt, men ikke bange. Sådan lyder det overordnede råd til forbrugerne, efter at Forbruger Europa-netværket har testet netbutikker i 28 europæiske lande.
Såkaldte mystery shoppere, der er bedt om at agere almindelige forbrugere og beskrive deres erfaringer med købet, har gennem i alt 305 testkøb undersøgt, om netbutikkerne lever op til loven. Resultaterne er analyseret i rapporten: ”Online Cross-Border Mystery Shopping – State of the e-union”.
– Grænseoverskridende handlende har forbedret sig bemærkelsesværdigt, når det angår levering af bestilte produkter, understreger rapporten.
Frygten for ikke at få de bestilte varer har været en barriere for mange forbrugeres netkøb, fortæller fuldmægtig Anette Jin Kristensen fra Forbruger Europas danske kontor med henvisning til tidligere europæiske undersøgelser.
– Her er sket en positiv udvikling, og forbrugerne kan generelt føle sig trygge, siger hun.
Hun konstaterer, at der også er plads til forbedringer på flere områder.
Rapporten problematiserer, at netbutikkernes hjemmesider ofte kun er på et sprog, at det er svært at finde information om sælgerne, og om hvorvidt hjemmesiderne er sikre.
Samtidig bliver det kaldt et bekymrende resultat, at 18 pct. af køberne ikke får oplyst, at de har fortrydelsesret. Selv om netbutikker er forpligtede til at refundere forsendelsesomkostninger, kan kunderne ikke tage for givet, at det sker, når de har tilbageleveret fortrudte køb. Ved 57 pct. af testkøbene skete det ikke mod 47 pct. i 2003.