Forlaget Gyldendal må erkende, at den digitale og gratis pendant til Den Store Danske Encyklopædi ikke er nogen succeshistorie.

Den Store Danske har ganske vist 50.000 daglige brugere, men det er ikke ensbetydende med, at Gyldendal har skabt en guldkalv.
Godt et år efter lanceringen af leksikonet må forlaget konstatere, at økonomien overhovedet ikke hænger sammen. Det skriver politiken.dk.
– Annoncepriserne på nettet er faldet kraftigt. Da vi gik i gang, var udgangspunktet, at vi skulle have 80 kroner for hver 1.000 visninger af annoncerne, men i dag er prisen i stedet otte kroner, siger direktør for Gyldendal Fakta Lars Boesgaard om årsagen til det forventede millionunderskud.
Han forventer, der vil gå mindst tre til fire år, før økonomien går i nul, hvis pengene alene skal tjenes på banner-annoncering.
Ifølge Lars Boesgaard vil et af tiltagene i forsøget på at tjene penge være mere indhold på hjemmesiden, hvilket skal generere trafik fra Google.
– Det er altid svært med nye forretningsområder, men vi er ikke bange for underskud, så længe vi kan se lys for enden af tunnelen, siger Gyldendals administrerende direktør Stig Andersen, men han siger dog samtidig til Politiken, at Den Store Danske formentlig aldrig bliver en kæmpeforretning.