Det er måske på tide at afblæse krisesnakken i den danske reklame- og mediabranche?
Det synspunkt kræver nok en mere end ukuelig optimisme, men nu kan man da i det mindste binde fremtidstroen op på en opgørelse af omsætningen på det danske annoncemarked i 2011.
Opgørelsen, der er foretaget af Dansk Oplagskontrol, viser således, at markedet voksede med 5,6 procent i fjor, hvilket er væsentligt bedre end den generelle vækst i samfundet.
Den største fremgang oplevede radiomediet, men da det blot fylder omkring to procent af det samlede annoncemarked, så er det ikke fremgangen i det æterbårne medie, der får pilen til at pege opad for det samlede danske annoncemarked.
Det er derimod onlineomsætningen, som i 2011 voksede med 15,4 procent og med et samlet annoncesalg på over fire milliarder kroner er det den største mediegruppe herhjemme med en markedsandel på 31 procent.
Den andel af omsætningen er så stor, at det sandsynligvis rækker til en europæisk førsteplads, når det gøres op i slutningen af maj, lyder det fra Danske Medier.
Og så er der de gamle…
Til trods for de positive tal (Fra 2008 til 2009 faldt markedet rent faktisk), så er det endnu for tidligt at afblæse krisen, lyder det fra direktør i Danske Medier, Marianne Bugge Zederkof.
– Det ser nu ud til at markedet har stabiliseret sig og er på vej frem. Endnu er det for tidligt at aflyse krisen. Ikke mindst fordi der stadig går en stor del af annoncekronerne ud af landet, men det er værd at glæde sig over, at vi kan se vækst i markedet generelt, siger hun.
I 2011 blev annonceomsætningen for trykte medier stabiliseret efter flere års nedgang for de fleste grupper. Vel at mærke, hvis man betragter medierne helt overordnet.
Lokale og regionale ugeaviser samt betalte fagblade voksede således, men dagblade, andre magasiner og fagblade/tidsskrifter måtte notere en tilbagegang. (Se grafik)
Dette mere end opvejedes dog af online og radios fremgang.
Dertil kommer at også Outdoor-kategorien kunne notere en solid fremgang (7,6 procent) og tv det samme (11,6 procent)
Det er 18. gang, at Dansk Oplagskontrol udgiver en undersøgelse om reklameforbruget i Danmark.