Salget af Nets rammer bankernes bundlinjer med langt større effekt i år, end det var ventet hos bankerne selv.

Det skriver dagbladet Børsen.

Det luner ikke mindst hos Danske Bank, der har scoret en ekstragevinst på 1 mia. kr. for sin ejerandel af Nets.

– Det er 1 mia. kr. oven i de forventninger, vi havde til 2014, siger Danske Banks økonomidirektør, Henrik Ramlau Hansen, til avisen.

17 mia. kr. lød prisen på, da et konsortium med ATP og de amerikanske kapitalfonde Bain Capital og Advent International i går købte samtlige aktier i Nets af omkring 200 pengeinstitutter i Danmark og Norge. Dermed er prisen landet langt højere end de 8-10 mia. kr., som rygterne lød på, da salgsprocessen blev skudt i gang i august sidste år.

Børsen