På netsupermarkedet Irmatorvet.dk, som Forbrugerrådet netop har kåret som Danmarks bedste, snydes kunderne for varedeklarationer på samtlige varer, og desuden får kunderne heller ikke relevante advarsler i forbindelse med kemiske indholdsstoffer i for eksempel rengøringsmidler.
Det viser et tjek af, hvor meget kunderne får at vide om de varer, de køber, når de sidder derhjemme og vil spare sig selv turen ned i supermarkedet.
Men Irma er ikke ene om at forholde kunderne indholdsdeklarationer på de varer, de køber på nettet. Sartorvet.com, Nemlig.com, Telebudet.dk, Jyskvareudbringning.dk og Shoponjob.dk fortæller heller ikke, hvad de forskellige fødevarer og rengøringsmidler i netbutikken indeholder.
Kun SuperBest.dk, der leverer til hele landet, og Osuma.dk, der leverer varer i Ålborg- og Århus-området, viser samtlige varedeklarationer på varerne od advarsler og brugsanvisninger på rengøringsmidler, så ikke bare almindelige kunder men også allergikere har en chance for at sortere varer fra, som indeholder stoffer, de ikke kan tåle.
– Jamen, det er da også superrelevant, og vi er faktisk i gang med at indføre det, men det har haltet gevaldigt, fordi vi regnede med, at vi kunne lave en model, hvor varedeklarationerne automatisk blev trukket fra vores varelager, men det har ikke kunnet lade sig gøre, siger direktør for Irmatorvet, Peter Bagge-Nielsen.