– Ligegyldig hvad vi hittede på, var det allerede taget, fortæller chefredaktør Claus Thor Nielsen om Egmont Onlines søgen efter et domænenavn.
– Navnet skulle jo både være sigende og noget folk kan huske. Så vi måtte simpelthen have tegnebogen frem for at få rettighederne til outnow.com.
Og for godt en måned siden gik outnow.com så i luften. En portal med sidste nyt indenfor film, musik og spil. Med andre ord en internetsatsning i forlængelse af Egmontkoncernens andre underholdningsaktiviteter.
Bonniers arbejder også på højtryk med en ny internetsatsning og er ikke langt fra at lancere en helseportal i forlængelse af bladet I Form.
Hos Aller er man mindre konkret, men har dog fastlagt en strategi for hvordan internettet kan udnyttes bedst muligt.
IT-journalist Henrik Palle fra Politiken mener, at de store mediekoncerner har sovet lidt i timen og først nu er blevet klar over, hvor vigtigt det er med branding på nettet. Egmont Online har da også brugt mere end 3 mio på kampagnen, der den sidste måneds tid har gjort målgruppen opmærksom på, at de selv kan være med til at skrive nyheder for outnow.com.

FOR BRUGERE UDEN BøRN
– Filmene har puls. De har tempo, og det passer godt til produktet. Der skal jo nyheder på siden hver dag, og vores målgruppe har også fart på, forklarer marketingchef Jacob Trampe Broch om de tre reklamefilm, der siden lanceringen af outnow.com har kørt i landets biografer og fortsætter knap 2 uger endnu. De er produceret på kun fire uger af Grey København med Thomas Villum Jensen som instruktør og handler alle om reportere fra outnow.com på jagt efter enten Susanne Bier, Puff Daddy eller den nye Play Station 2.
Egmont Online har lanceret siden for at lukke et hul i markedet. Ifølge chefredaktør Claus Thor Nielsen er der nemlig masser af sites med enten film, musik eller spil, men ikke nogen der samler dem alle under ét.
– Outnow.com tager afsæt i det vi er gode til, nemlig underholdning. Det er et selvstændigt produkt under Egmont, ligesom Alt for Damerne eller Anders And, siger Claus Thor Nielsen.
Han kalder outnow.com for en nicheportal. Den er for folk med specifik interesse i musik, film og spil – men ikke for hverken freaks eller nørder. Den er for de knap så øvede internetbrugere, der har brug for et hurtigt overblik og kun kender JAVA som en kaffesort.
Jacob Trampe Broch forklarer:
– Outnow er rettet mod en bred målgruppe af såkaldte lightusers. Det er en mere populistisk udgave af vores tre andre “reactor-sider“. Altså en hurtig og overskuelig guide, siger han og tilføjer:
– For selvom du bor i København har du jo stadig brug for et KRAKs kort.
Kampagnen for outnow.com henvender sig til en stor, men – som medieplanen afslører – primært ung målgruppe. Filmene kører kun i biografen, radiospottene på The Voice og annoncerne i diverse ungdomsmagasiner.
Allligevel siger Jacob Trampe Broch, at målgruppen ikke er defineret på alder.
– I princippet kan brugerne være alt mellem 15 og 40. Men vi henvender os primært til folk uden børn – til dem der tit går i biografen, interesserer sig for ny musik og spiller computerspil, pointerer han.

DET HANDLER OM BRANDING
Og er man ven med Steffen Brandt eller nabo til Thomas Vinterberg kan man også få status af reporter for outnow.com. Ifølge Jacob Trampe Broch er det både en stor del af konceptet og med til at give brugerne en følelse af nærvær – sålænge det er seriøse henvendelser.
– Det handler ikke om chat. Brugerne skal levere kvalitetsstof, ellers bliver det ikke brugt, understreger han og bliver pludselig lidt fjern i blikket:
– I slutningen af firserne var Bruce Springsteen i København. Aftenen før han skulle gi’ koncert sad han pludselig og spillede på Strøget. Og det er sådan noget outnow.com også skal bruges til. Hurtige informationer fra brugerne, som vi sørger for at bringe videre til andre brugere – mere eller mindre redigeret, siger han.
I det hele taget bruger medarbejderne på outnow.com meget energi på at redigere. Indholdet er nemlig i høj grad genbrug af stof fra de mere dybdegående reactorsider – blot skåret ned til det halve eller mindre.
Desuden redigerer man de anmeldelser og interview, brugerne sender ind.
– Rent udviklingsmæssigt er vi kun i fase 1. Outnow skal have flere funktioner og sandsynligvis også samarbejde med diverse udbydere af musik og spil. Bøger er også et område, vi kunne tage med ind, fortæller Jacob Trampe Broch.
I takt med udbygning af siden følger de op på denne første del af kampagnen med tre nye film lidt senere på året. For som Jacob Trampe Broch siger, handler det om branding.
– Outnow.com er en seriøs forbrugerguide, og på sigt skal navnet ligge dybt i folks bevidsthed. Derfor ville vi også gerne have været på TV. Men det var der ikke penge til.

FLERE PORTALER På VEJ
På Bonniers holder man sine kort tæt til kroppen. Om ikke så længe vil de nemlig lancere en helseportal med stof indenfor sundhed og motion – i samme univers som bladet I Form. Det er altså ikke en ny NetDoktor, de har i tankerne.
– Vi vil ud i et frisk segment. Det vil sige, at vi vil henvende os til raske mennesker, der for eksempel vil holde op med at ryge, tabe et par kilo eller dyrke mere motion. Det bliver ikke for fanatikere men for folk, som generelt ønsker at leve sundt, fortæller direktøren for Bonniernet Søren Hyldgaard.
Han er ikke i tvivl om, at der et marked for den type information på nettet.
Han sammenligner med tilsvarende sites i USA, der har været på banen længe og er meget populære.
– Grunden til at vi laver en portal er for kundernes skyld. Og så selvfølgelig for at tiltrække annoncører, uddyber Søren Hyldgaard.
Hos Aller mener man, at de gode mærker drukner i en fælles portal.
Marketingchef Per Hammer forklarer om Allers strategi på nettet.
– Vores blade ligger jo allerede på nettet. Og de stærke mærker som for eksempel Se & Hør skal da også videreføres på nettet. For eksempel lancerer vi web-tv i uge 36 med Annette Heick som studievært. Det bliver et 3-5 minutters klip med ugens nyheder og vil udkomme hver torsdag, oplyser han og forklarer videre, at de lidt svagere mærker med fordel kan blive trukket af en indholdsportal. For eksempel via en fælles madportal for de gamle familieblade.
– På de meget smalle interesseområder som Antik & Auktion eller Bådnyt, vil nettet i højere grad blive en ekstra dimension til det trykte blad, siger Per Hammer og indrømmer, at de er lidt mådeholdende med deres satsning på nettet.
– Vi har ikke indtjening på det indholdsmæssige, og derfor satser vi mere på telefoni i øjeblikket.“

PENGENE SKAL NOK KOMME
Politikens IT-journalist Henrik Palle ser netop pengene som en af årsagerne til at nettet bugner af stof, man ligeså godt kunne læse i avisen.
– I Skandinavien har man simpelthen været alt for forsigtige. Man har været bange for ikke at tjene penge. Jeg tror, at man håbede på, at det med nettet nok var noget, der gik over – men inderst inde godt vidste, at det gjorde det ikke. For nettet er ikke nogen hula-hopring, understreger Henrik Palle.
Han er heller ikke i tvivl om, hvad det kræver at være på nettet, og at det handler om at tænke i mediets muligheder.
– Tidligere bakkede man de tradionelle produkter op på nettet. Nu er nettet i sig selv et produkt, og derfor er det vigtigt med branding. Det er ikke nok bare at være på nettet. Man må også være der for noget, og ikke kun fordi de andre er der. Ellers er det jo ligesom, når en børnehaveklasse går forbi et toilet, kalder han det og fortsætter:
– Det Egmont har lavet er udmærket. Det er en øvelse for fremtiden. Den fremtid vi ikke aner, hvad er og kommer til at betyde. Men vi ved, at der indenfor de næste par år kommer bredbåndsnet, og så kan man pludselig alliere sig med store virksomheder som Disney og Manchester United, tilbyde ydelser og produkter udenom alle mellemled – og tjene penge, fastslår Henrik Palle for så igen at vende tilbage til vigtigheden af branding på nettet.
– Jeg tror ikke, at Disney vil samarbejde med www.skodbager.dk.