– En research-undersøgelse, udført på foranledning af den pan-europæiske handelsorganisation European Interactive Advertising Association (EIAA), viser et stigende internetforbrug blandt europæerne, der samtidig benytter internettet til 20% af deres medieforbrug. Det placerer internetforbrug over både magasiner (8%) og aviser (11%) og ikke langt fra radio (30%).
Tv fortsætter med at repræsentere den største del af folks medieforbrug på 33%, men over en tredjedel (35%) af de personer, der er online, hævder, at de ser mindre tv, fordi de bruger internettet. Samtidig mente 83%, at der er for mange reklamer i tv, mens mindre end halvdelen mente det samme om internettet. En tredjedel sagde, at online-reklamer var relevante for dem, og mere end halvdelen (53%) mente, at internet-reklamer kom fra fremadtænkende brands.
– Vi har længe ment, at digital markedsføring er vejen frem. Men der er virksomheder, som stadig mener, at internettet ikke bliver benyttet af den brede danske befolkning. Virkeligheden er dog en anden. Ifølge Danmarks Statistik benytter 53 % af den danske befolkning internettet dagligt. 84% har adgang til PC i deres hjem, og 75% har adgang til internettet. Og nu viser en undersøgelse endda, at folk foretrækker digital markedsføring frem for reklamer i fjernsynet. Efter vores mening er det et meget vigtigt budskab, siger Country Manager for MSN Danmark Jens Storm Lernø.
71% af de adspurgte brugere mener, at internettet er i stand til at holde dem på forkant med tingene. Halvdelen af brugerne siger, at internettet er deres favorit-informationskilde. Flertallet (70%) mener, at internettet er bedst til at levere det, man ønsker, når man ønsker det – samt at det er det mest tidsbesparende medie (80 %). En ud af tre brugere mente oven i købet, at man ville være fortabt uden internettet.
Et stigende antal af undersøgelsens brugere anvender internettet frem for de mere traditionelle metoder til at udføre daglige opgaver såsom booking af billetter (45 %), avislæsning (37%), chat med venner (35%) og shopping (31%). Derudover lytter 1 ud af 4 nu til musik online. Internettets bekvemmelighed, hurtighed og tilgængelighed angives som de overvejende årsager til skiftet.
Hvor 88% bruger e-mail regelmæssigt, besøger 61% nyhedssites, og næsten halvdelen bruger internettet til at styre økonomien. Rejser (47 %) og musiksites (39 %) er også populære.
Undersøgelsen involverer 7.000 randomiserede telefoninterviews med 1.000 respondenter i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Skandinavien samt 500 respondenter i Belgien og Holland.