Debatten om sukker og børn, som har kørt i højeste gear i Danmark, er nu også nået til USA. I et forsøg på at komme politikerne i forkøbet, har de amerikanske sodavandsproducenter, i organisationen The American Beverage Association (ABA), besluttet at begrænse udbudet af sodavand, der sælges i skolernes automater.
Sodavandsproducenterne fjerner frivilligt sodavand fra automater, så de yngste skoleelever under 12 år (elementary school) kun kan købe vand og 100 procent juice. For skoleeleverne mellem 12 og 15 (middle school) fjernes alle sukker-sodavand, så de udover juice og vand kun kan købe kaloriefrie sodavand og sportsdrikke, såsom Gatorade, mens automaterne i gymnasierne højest må have 50 procent sukkerholdige sodavand.
–Fede børn er et alvorligt problem i USA og ansvaret for at finde fornuftige løsninger bør deles af alle, inklusiv vores industri. Vi vil være med til at mindske fedme-problemet ved at gøre det lettere at få kaloriefattige og sunde drikkevarer i skolerne, siger Susan K. Neely, direktør i ABA.
Som en kommentar til selvjustitsen roser de offentlige myndigheder Coca-Cola, Pepsi og andre for at gøre noget for de yngste børn, men kritiserer samtidig fabrikanterne for ikke at gøre noget i gymnasierne, hvor fedme-problemet er størst.
msol.