Dansk Supermarked suspenderer al samhandel med Skare Meat Packers, efter Fødevarestyrelsen har oplyst, at styrelsen og leverandøren i over to måneder har vidst, at Dansk Supermarked Netto-butikker uforvarende har solgt salmonellainficeret kød.
Tilbage i august kontaktede Skare Meat Packers Dansk Supermarked og oplyste om, at der var en forekomst af salmonella i et parti hakket oksekød fra Skare, produceret 13. juni 2014, men at Dansk Supermarked ikke havde modtaget kødet.
Det har imidlertid ikke været tilfældet, selvom Dansk Supermarked i flere omgange fik oplyst af Skare Meat Packers, at de ikke skulle foretage sig noget, hvilket så sent som 27. september 2014 blev bekræftet skriftligt af leverandøren.
Da der fortsat er risiko for, at nogle af kunderne kan have frosset kødet ned, gennemfører Dansk Supermarked derfor en tilbagetrækning af det kød, som senest er blevet solgt i Netto-butikkerne 20. juni 2014.
Dansk Supermarked stiller sig uforstående over for, at man i flere omgange tilsyneladende har modtaget urigtige oplysninger fra Skare Meat Packers. Der er i givet fald tale om et helt uacceptabelt tillidsbrud, som umuliggør fremtidig samhandel med leverandøren, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Supermarked.
Det har foreløbigt resulteret i, at Dansk Supermarked foreløbig suspenderer, men med stor sandsynlighed, bliver der tale om en endegyldig afslutning på samarbejdet med leverandøren, når sagen er blevet undersøgt tilbunds.
Endvidere konstaterer Dansk Supermarked, at Fødevarestyrelsen undlod, så snart myndighederne fik kendskab til kødet for to måneder siden, at oplyse Dansk Supermarked om risikoen for, at de utilsigtet kunne have solgt salmonellainficeret kød.
Oplysninger vedr. tilbagetrækning:
Hakket oksekød, 8-12 pct. fedt, 500g, solgt i Netto butikker over hele landet. Varen er produceret af Skare Meat Packers 13.06.2014 og mindst holdbar til 20.06.2014.
På trods af, at datoen for ”mindst holdbar til” er overskredet, gennemføres tilbagetrækningen, da der fortsat er risiko for, at kunder kan have frosset kød i fryseren.