For anden gang inden for bare et halvt år har annoncenetværket Netvertiser drejet nøglen om og kastet håndklædet i ringen. Lukningen af Netvertiser, der har medført økonomiske tab til en række mediebureauer og medier, møder hård kritik i branchen. Bureauet har brugt TDC som forklaring på lukningen, men hos teleselskabet er man dybt forundret over den udmelding.
Allerede i marts valgte Netvertiser at foretage en teknisk konkurs og overføre alle aktiver til et nyt firma med samme navn. Selskabets største kunde, TDConline, opsagde umiddelbart efterfølgende kontakten med Netvertiser, dog først med effekt fra den 1. juli, så eventuelle kunder, der havde booket plads på TDConline, ikke skulle blive klemt.
Da Netvertiser for en måned siden gik konkurs for anden gang sendte selskabets to stiftere Allan Schou og Claus Engel en meddelelse til mediabureauer, hvor de gav “en uafklaret juridisk situation omkring vores samarbejde med TDC”, som forklaring på lukningen. Det har ikke været muligt at få fat i Claus Engel, direktør i det konkursramte Netvertiser, for at få oplyst de nærmere omstændigheder ved lukningen, men hos TDC forholder man sig uforstående overfor Netvertisers udmelding.
– Jeg ved ikke, hvad der var uafklaret. Da Netvertiser åbnede det nye selskab i marts, opsagde vi kontrakten, men da vi samtidig ville give dem en mulighed for at levere det de havde lovet i det oprindelige selskab, gav vi dem fire måneder mere, siger Per Rasmussen, onlinedirektør hos TDC Privat.
Den 1. juli overgik onlinesalget af TDConline til salgsnetværket Adlink.
Selvom Netvertiser for en måned valgte at gå konkurs, har mændene bag selskabet valgt at forsætte med en af de tidligere kunder, Krak, i et andet firma, Media og Strategi Aps, som s tår for indholdshåndtering på flere af Kraks’ sites.
Krak tabte dog ingen penge i forbindelse med Netvertisers anden konkurs, da bureauet kun formidlede annoncer mellem bureauer og Krak. Al fakturering foregik uden om Netvertiser.
Ikke i god tro
Mediacom er et af de mediabureauer som kom i klemme i forbindelse med lukningen af Netvertiser. Lars Willumsen, adm. dir. i Mediacom, ønsker ikke at oplyse størrelsen af tabet, men understreger, at det er stort nok til at være irriterende. Omkring den seneste konkurs hæfter han sig specielt ved, at Netvertiser bruger TDC som begrundelse for lukningen.
– Enten har de ikke handlet i god tro eller også må der være tale om en misligholdelse af en kontrakt fra TDC’s side, siger han.
Blandt flere personer, som Markedsføring har talt med gættes der på, at netop kontrakten med TDC, har revet tæppet væk under Netvertiser. I måneder efter den første konkurs skulle salgsnetværket uden held have forsøgt at genforhandle kontrakten. Da det ikke lykkedes var man tvunget ti l at lukke.
Christel Poulsen, internetchef hos Mediacom, kalder Netvertisers kundehåndtering for “meget uheldig og uprofessionel”.
– Som netværk er det vigtigt, at man betaler medierne. De andre netværk afregner med det samme, og vi har aldrig oplevet de samme problemer med de andre netværk, siger Mediacoms internetchef, der mener lukningen er et uheldigt signal for folk uden for branchen.
Formanden for FDIM, Foreningen af Danske Internet Medier, der havde Netvertiser som medlem, kan godt følge at lukningen kan få branchen til at fremstå uprofessionel.
– Men det er også en branche med meget konkurrence, hvor mange medlemmer er afhængige af ny kapital. Netvertisers lukning skader ikke som sådan branchen. Det er ikke forventeligt, men noget der sker engang imellem. Det var derimod mere trist, at Yahoo trak sig ud for et halvt år siden, siger formand for FDIM, Christian Peytz, der har været investor i af Netvertiser, men siden den første konkurs ikke har haft noget med dem at gøre.
Som en konsekvens af Netve rtisers lukning arbejder bureauernes brancheforening, DRRB, i samarbejde med FDIM, på at finde en løsning omkring samhandelsvilkår, hvor der ikke vil være forudbetaling. Ifølge Henrik Dyring, specialkonsulent hos DRRB, vil betalingsbetingelserne fremover blive bagud. De nye samhandelsbetingelser sker også som følge af nye regnskabsregler i flere af de store bureaunetværk.