Annoncenetværket Netvertiser har drejet nøglen om og flyttet alle aktiviteter over i et nyt selskab med samme navn. Lukningen møder hård kritik blandt en af kreditorerne, som kalder både virksomheden og en af dens ejere, Christian Peytz, formand for FDIM, for ”ekstremt useriøs og uprofessionel”.
Ifølge Netvertisers direktør, Claus Engel, sker lukningen som følge af atYahoo i januar lukkede de nordiske aktiviteter. Dermed mistede Netvertiser uden varsel sin næststørste kunde.
Claus Engel vil ikke overfor Markedsføring uddybe, hvorfor selskabet valgte at dreje nøglen om, men han understreger, at det gamle Netvertiser-selskab ingen gæld havde og havde en positiv drift.
– Vi var bange for, hvad en af de partnere, som der var etableret i et indholdssamarbejde med på Yahoo, kunne finde på, siger Claus Engel, der ikke ønsker at sige hvad man var bange for eller hvem det var.
– Det var dermed hensynet til ejerkredsen og ikke kreditorerne, der gjorde, at vi lukkede selskabet, siger Claus Engel, der understreger, at alt er foregået efter bogen. Alle medier, som Netvertiser havde et samarbejde med er fulgt med over i det nye selskab. Netvertiser havde et samarbejde med bl.a. TDC, Krak og De Gule Sider.
En af Netvertisers kunder Webbyen, der er den største hjemmesideudbyder i Danmark, kan ikke forstå, at Netvertiser ikke skulle have gæld. Webbyen, der hoster over 400.000 hjemmesider, brugte Netvertiser til at varetage bannersalget på firmaets hjemmeside.
De sidste fem måneder inden lukningen fik Webbyen ikke penge fra Netvertiser, og ifølge Jimmi Meilstrup, adm. dir. i Webbyen, skylder Netvertiser langt over 100.000 kroner til Webbyen.
– Vi havde et godt samarbejde med dem indtil pludselig en dag, hvorefter vi kun hørte fra deres advokat. Deres advokat Peter Schæfer som er med i deres bestyrelse, sendte os pludselig et brev om at vi misligholdt kontrakten, men det var umiddelbart kun et spørgsmål om at vinde tid, vurderer Jimmi Meilstrup, der nemlig ikke oplevede at Netvertiser betalte hvad de skyldte, da kontrakten blev opfyldt. Webbyen regner ikke med at få deres penge, men har kørt sagen videre til inkasso, samtidig satser Webbyen også på at stævne det nye Netvertiser
– Deres håndtering sender et signal til markedet om, at dem skal man helst ikke røre ved, siger Jimmi Meilstrup, der synes det mest groteske ved lukningen af Netvertiser er, at det er formanden for internetmediernes brancheforening, Christian Peytz, der også var formand for Netvertiser. Samtidig er han en af ejerne af salgsselskabet
– Samme dag som vi fik at vide, at vi ikke fik vores penge fik jeg et brev fra FDIM, signeret Christian Peytz om at tilkendegive om jeg som en af foreningens medlemmer ønsker at stille op til bestyrelsen. Det virker ekstremt useriøst og uprofessionelt, siger han.
Christian Peytz har ikke ønsket at kommentere lukningen af Netvertiser og sin rolle i selskabet. Han siger til Markedsføring, at han fratrådte som bestyrelsesformand i januar og henviser til Netverstiser’s direktør, Claus Engel. jür