De to stiftere af Netvertiser Allan Schou og Claus Engell, der begge har en fortid i TDC-selskabet TDC Totalløsninger A/S, beskylder nu TDC, der var Netvertisers største kunde, for at løbe fra ansvaret overfor annoncørerne. Ifølge stifterne af Netvertiser, der for godt en måned siden gik konkurs, flyttede TDC deres site til et andet netværk, mens der stadigvæk var annoncører, som havde booket og betalt for annonceplads gennem Netvertiser. Måneden efter lukkede TDC også for bannerannoncer på De Gule Sider, og det skete ifølge Netvertiser flere måneder inden, annoncørerne havde fået, hvad de havde købt for. Og flere måneder inden kontrakten med Netvertiser udløb. Flere mediabureauer, specielt Outrider og Mediacom, kom i forbindelse med konkursen i klemme med et samlet tab på omkring en halv mio. kroner.
Hos TDC kan man ikke genkende Netvertisers version af historien, og man understreger, at årsagen til, at man netop gav Netvertiser en periode efter konkursen handlede om at give selskabet en mulighed for at afvikle de kampagner, som var kommet i klemme.
Læs interviewet med Netvertiser i det nyeste nummer af Markesføring, som udkommer i dag.