Herhjemme er sukkerafgiften steget i et forsøg på at gøre danskerne sundere, men i New York i USA har borgmester Michael Bloomberg nu taget skridtet videre, beretter business.dk

I bestræbelserne på at bekæmpe den stigende fedme har han således foreslået et forbud mod salg af store sodavand og andre sukkerholdige drikkevarer på blandt andet restauranter, i biografer og sportsarenaer.

Forbuddet, som, hvis alt går efter planen, allerede træder i kraft fra marts næste år, vil dog ikke omfatte light-sodavand, frugtjuice, mejeri-baserede drikke som eksempelvis milkshakes og alkoholholdige drikkevarer. Ej heller drikkevarer, der sælges i købmandsforretninger og nærbutikker.

– Fedme er et landsdækkende problem, og i hele USA tager de offentlige sundhedsmyndigheder sig til hovederne og siger »åh, det er så forfærdeligt«. Men i New York City vil vi ikke blot tage os til hovedet, her vil vi i stedet gøre noget ved det, sagde Bloomberg i et interview med The New York Times onsdag.

 

Business.dk