Jeg er lige kommet ud fra en af de mest medrivende talks, jeg nogensinde har været vidne til her på South by South West konferencen i Texas. Taleren var David Meerman Scott, der lige har udgivet sin nye bog Newsjacking

Newsjacking er konceptet om, at virksomheder får deres produkter og holdninger ind som en del af nyhedsstrømmen i forbindelse med en breaking news historie. I husker måske billederne af de Chilenske minearbejdere, der var fanget i mørket i otte måneder. Da de kom op af mørket, havde de klodens nysgerrige øjne rettet mod sig, men også mod de Oakley solbriller, de havde på. 

Oakley havde set muligheden for at udnytte medieopmærksomheden og handlede hurtigt for at få deres historie ind i nyhedsfladen, så de sendte solbriller ned til de stakkels minearbejdere, så de ikke skadede øjnene, når de kom op.

Newsjacking giver både store og mindre virksomheder mulighed for at få deres historie med i mediefladen, hvis kreativiteten og aktualiteten er høj nok. Denne nye måde at tænke PR på er interessant ud fra et aktualitetsperspektiv, men også ud fra det potentiale, der ligger i at maksimere mængden af medieomtale. Men mere interessant er det at kigge på, hvordan man som virksomhed skal organiseres, og hvilket mindset man skal have for at kunne handle i denne real-time verden.

David Meerman Scott foreslog, at virksomheder ansætter en decideret real-time officer, der kan styre processen og sørge for organisatorisk forankring.

Det, man blandt andet skal forholde sig til, er, hvilke medarbejdere, der har mulighed for at kommunikere på vegne af virksomheden, hvilke kanaler skal man kommunikere igennem, hvordan kan man være på 24/7 for at sikre, at man ikke overser nogle potentielle muligheder – og sidst men ikke mindst hvordan overvåger man mediebilledet.

En del amerikanske virksomheder er nu i gang med denne rejse, og mon ikke vi ser danske virksomheder begynde at bevæge sig i samme retning?