Butikskæden Neye er et godt, solidt dansk brand inden for tasker og andre lædervarer, og nu har kæden besluttet at give kunderne mulighed for at købe varerne på nettet.
Ikke afsindigt hurtigt, kan man sige, men som eCommerce manager Monica Trabjerg Balle siger:
– Som ægte købmænd har vi set tiden an, og nu mener vi tiden er moden.
Neye går ”all in”, hvilket i den sammenhæng betyder, at samtlige 7.000 varer efterhånden gøres tilgængelige på nettet.
− I første omgang lægger vi ”kun” 1.200 varenumre ud i web-shoppen, når vi går i luften til august, men tanken er, at kunderne skal kunne købe præcis de samme varer på neye.dk, som de kan i alle 37 fysiske butikker, siger Monica Trabjerg Balle.
Inspirationen kommer blandt andet fra net-a-porter.com og coach.com, der virker på samme boldgade som Neye, men i en lidt større udstrækning.
I Danmark agter Neye at blive den førende på netop tasker og lædervarer. Og til at eksekvere opgaven er Deducta valgt.
Hvorfor?
− Vi har afviklet en bureaukonkurrence, hvor seks dygtige bureauer deltog med gode oplæg. Vi valgte Deducta, fordi bureauet matchede vores syn på købmandsskab bedst. Vi ser en del på prisen, og Deductas løsningsforslag anbefaler, at vi ikke ender med at bruge penge på noget, der ikke betaler sig. Desuden passer kemien godt, slutter Monica Trabjerg Balle.
Deductas løsning er baseret på open source software og ikke licensprogrammer, og dermed bliver Neye i stand til at bruge midlerne på markedsføring af produkterne, snarere end kaste pengene efter licenser.
Netbutikken ventes at lande i break even i år to.