Unge instruktører fra hele verden har gennem de seneste måneder kæmpet om at komme gennem juryens nåleøje ved Young Directors Award (YDA) 2021, og nu er shortlisterne ude.

Ni danske instruktør-talenter er med på listen, og de har dermed mulighed for at vinde en af de eftertragtede priser, der i YDA-sammenhæng kaldes Gold Screen og Silver Screen.

Det er en konkurrence, der i høj grad har branchens interesse og bevågenhed. 

Mette Jermiin, der er Managing Director og Executive producer hos Bacon Copenhagen, er ikke i tvivl om awardshowets betydning:

– YDA er ikke bare endnu en award. Det er et fremragende vindue, hvor unge talenter får mulighed for at blive eksponeret og vise, hvad de kan. Som producent ligger der en vigtig opgave i at breede nyt talent, og derfor følger alle produktionsselskaber denne prisuddeling meget tæt, siger hun.

”Enestående mulighed”

Der er kommet flere og flere danskere på short- og vinderlisterne de senere år?

– Ja, og det glæder vi os utrolig meget over hos Bacon. Vi har altid haft fokus på udvikling af nye talenter, og de seneste fire år har vi decideret haft som erklæret mål at have vores talenter repræsenteret ved YDA hvert år. Og vi er stolte over at kunne sige, at indtil videre er lykkedes, siger Mette Jermiin og tilføjer:

– Det er fantastisk, at der kommer flere danske instruktører til på shortlisten, for det giver dem en enestående mulighed for at tiltrække sig international opmærksomhed.

Hvad betyder den internationale opmærksomhed?

– For de unge betyder det, at de får mulighed for at blive repræsenteret i andre lande. Måske store lande som USA og UK. Vi repræsenterer dem jo typisk kun i Norden. Så det styrker klart deres internationale muligheder, siger Mette Jermiin.

Fin dansk track record

Selv har Bacon – og andre – også gjort det fornemt ved YDA i de seneste år.

I 2018 vandt Emilie Thalund fra Bacon en Gold Screen for sin film ‘Period’ i kategorien Passion Project, mens Jeppe Lange, også Bacon, vandt en Silver Screen for sin film ‘Laws of Motion’ i kategorien Video Art.

I 2019 var der hele seks priser til Danmark.

Dengang vandt Martin Nørgaard Furze og Mette Carla Albrechtsen via UItch Iscratch en Gold Screen og en Silver Screen for ‘Voiceless Women’.

En Gold Screen og to Silver Screens gik i 2019 også til Nina Holmgren, Bacon, for filmene ‘Right to Play’ og ‘I want you to Panic’.

Og endelig vandt Cecilie McNair, Bacon, en Silver Screen for filmen ‘petit a’.

I 2020 blev det til en enkelt dansk pris: Det var Christina Amundsen & Emilie Thalund fra Bacon, der vandt en Gold Screen for ‘Isolation’.

Shortlistede danske instruktører ved Young Director Award 2021

– Bine Bach Damsgård, Bacon DK, Billie – Founder Video (Best Use of Humour, Northern America)
– Holger Karberg, Bacon DK, YDA 2020 Jury Presentation (Best Use of Humour, Europe)
– Bjarke Underbjerg, new—land DK, Parkinson (Charity Commercial, Europe)
– Christina Amundsen, Bacon DK, Togetherness (Charity Commercial, Europe)
– Martin Furze, Mayday Film, When the World Stopped (Charity Commercial, Europe)
– Zinnini Elkington, Nordisk Film/SAM Productions/Circus Alphaville, Changeling (Film School (6 mins and over))
– Svend Colding, 18Frames, It’s So Charming, (Film School (6 mins and over), Europe)
– Nikolaj Fremming, Thirsty, The Drama of The Drama (Online Branded Film, Europe)
– Joey Moe, El Cine Production, Incognito, (Passion Project, Europe)
– Bjarke Underbjerg, new—land, Parkinson, (Passion Project, Europe)