Spn.dk, epn.dk, kpn.dk, sporten.dk, business.dk, ibyen.dk. De store mediehuse lancerer i disse tider flere og flere nichesites. Officielt er satsningen et håb om at gå renere ind hos en snæver målgruppe, men en anden om mere simpel forklaring kan være ren klikspekulation. Det mener Morten Wagner, der ejer Freeway og avisen.dk
− Vi kæmper alle sammen om at komme op på FDIM´s udgiverliste. Når eksempelvis Berlingske laver business.dk, så betyder det, at en bruger tæller to gange i stedet for én, hvis han bevæger sig fra berlingske.dk til business.dk i stedet for at gå fra berlingske.dk til berlingske.dk/business, siger Morten Wagner ved New Media Days 2008 konferencen i Tuborgs gamle Tappehallerne i Hellerup.
Hen til forbrugerne
Og fra den kvantitative fokus til den kvalitative. Her var bl.a. Morten Remmer fra Relate sylespids.
− Virksomhederne skal bevæge sig hen til forbrugerne frem for at vente på, at forbrugerne kommer til virksomhederne.
Det er naturligvis i kraft af de digitale mediers evne til at skabe tovejskommunikation, der giver helt nye muligheder i markedsføringsmæssig forstand. In casu muligheder mange virksomheder slet ikke udnytter nok.
Helt præcist handler det om få målgruppen at opsøge virksomhedens markedsføring − af egen fri vilje – og det sker kun, hvis virksomheden har noget seriøst at tilbyde.
Apple og Nike er skoleeksemplerne på, at virksomheder er i stand til at skabe branded engagement, og hvor salg af produkterne ligger i slipstrømmen på forbrugernes tilhørsforhold til de overordnede brands.
Politisk kommunikation
Man kan også bruge de nye medier til politisk kommunikation, mente amerikaneren Peter Leyden på New Media Days.
Han spår Barack Obama en jordskredssejr over John McCain i kapløbet om at nå Det Hvide Hus, fordi han som den eneste af kandidaterne bruger de nye sociale medier i sin valgkamp.
Det var på samme måde, Obama besejrede en ellers sejrssikker Hillary Clinton i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat.
− Barack Obama har forstået at bruge de nye medier til tre helt fundamentale ting i sin valgkamp: Fundraising, til at få vælgere til stemmeurnerne, og til at skabe en organisation omkring sig, siger Peter Leyden.