Et anderledes bemandingsbehov i holdingselskabet efter salget af Grey til WPP og nye forretningsgange i de nordiske Grey enheder, er begrundelsen for, at Nico Schou fratræder sin stilling som COO (Chief Operating Officer) for Grey Global Group Nordic med udgangen af marts.
Nico Schou har været en af de centrale nøglepersoner bag restruktureringen af Grey Global Group Nordic i de seneste to år.
– Nico har ydet en stor og effektiv indsats i de svære år, vi har været igennem. At vi nu kan fremvise sorte tal på bundlinien igen som gruppe, er i høj grad hans fortjeneste, siger Carl Erik Kjærsgaard, CEO for Grey Global Group Nordic.
Stillingen som COO vil ikke blive genbesat, men Nico Schou vil i en overgangsperiode fortsætte med at løse en række projektopgaver for Grey Global Group Nordic. Han er desuden i dialog om mulighederne for internationale opgaver i WPP.