”Man skal ikke tro på alt, man læser på nettet, ellers ville jeg være nigeriansk millionær”.
Sådan siger en Sony-repræsentant i en reklamefilm for den nye Playstation 3.
Den udmelding har ifølge berlingske.dk ført til, at den nigerianske stat har forlangt en undskyldning fra Sony.
En Youtube-bruger foreslår, at en løsning kunne være, at Sony tilbød Nigeria 2 milliarder kroner i erstatning.
Hvis altså Nigeria lige indbetaler 200.000 kroner og oplyser et internationalt kontonummer, så erstatningsbeløbet kan føres ud af Japan.
Det har derved været en uge i forargelsens tegn for den nigerianske regering, der nok ikke har Sony øverst på sit balkort. Regeringen har nemlig også været ude og konfiskere samtlige biografkopier af sci fi-filmen ”District 9”, der er produceret af Sony, og som den nigerianske stat mener, at fremstille nigerianere som kriminelle kannibaler og prostituerede, der har rumvæsner som kunder.
Hvad angår Playstation 3-reklamefilmen med nigerianersvindel-kommentaren, så har Sony ændret i tv-udgaven, men den originale version kan selvfølgelig stadig ses på Youtube.